PET tvang chef til at fyre fuld knallertkører

20. jan 2014, 16:00
Politiets Efterretningstjeneste fik en 3Fer fyret for fuld knallertkørsel.

En aften med bagdelen på knallerten og spiritus i blodet er endt med at koste et medlem af 3F jobbet - også selvom hans chef ikke ønskede at fyre ham.

Manden arbejdede nemlig for et firma, der leverer kuverteringsarbejde for både det offentlige og private firmaer. Derfor skal alle ansatte være sikkerhedsgodtkendte af Politiets Efterretningstjeneste (PET), skriver Fagbladet 3F.

Den uheldige 3F'er kørte galt på sin knallert i beruset tilstand og kom på hospitalet. Han endte med at få en bøde, som han betalte, men fik ikke frakendt kørekort.

Alligevel fik han efterfølgende et brev fra PET om, at de havde besluttet at inddrage hans sikkerhedsgodkendelse. Uden sikkerhedsgodkendelse kunne den fulde knallertkører ikke passe sit arbejde, og arbejdsgiveren var derfor nødt til at at afskedige ham.

"I afdelingen gjorde vi alt, hvad vi kunne gøre, men lige meget hjalp det, desværre. Medlemmets opsigelse står ved magt, og han vil aldrig komme til at arbejde på virksomheder, hvor der kræves godkendelse af PET," siger afdelingsformand i 3F Industri Vestegnen Jim Staal til Fagbladet 3F.