Aktionen foregår på Stæhr Johansens Vej, hvor en person under arbejde er blevet utilpas og sidder indvendigt i en skorsten i omkring 120 meters højde. (Arkivfoto) Foto: Ritzau Scanpix

Tekniker fik ildebefindende i 120 meters højde: Båret ned på skuldrene af redder

23. jul 2020, 15:49
Tekniker, der fik et ildebefindende under arbejde i en skorsten på Frederiksberg, er reddet ned i god behold.

Hovedstadens Beredskab rykkede torsdag eftermiddag ud til Frederiksberg, hvor en tekniker var strandet 120 meter oppe i en skorsten på Stæhr Johansens Vej.

- Vedkommende blev dårlig under noget eftersyn indvendigt i skorstenen, fortalte Tim Ole Simonsen, der er operationschef i Hovedstadens Beredskab tidligere torsdag.

Teknikeren var iført udstyr, som betød, at der ikke var fare for, at hun faldt ned.

Højdereddere fra Hovedstadens Beredskab nåede frem til teknikeren, og sikret med seler lykkedes det at få hende ned ad stiger og lejdere indvendigt i skorstenen.

- Vores højdereddere har støttet personen ned, delvist siddende på skuldrene af den ene redder. Alt er forløbet godt og med stor fokus på sikkerhed, skriver Hovedstadens Beredskab på Twitter.

Nede på jorden ventede både en læge og en ambulance.

- Hun blev tilset af lægen og har det fint, fortæller Thomas Hjermind, der er vagtchef hos Københavns Politi.

/ritzau/