Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) er til eksamen fredag, hvor Arne-pension forventes at falde på plads. Foto: Philip Davali / Scanpix

Polsk værn og seniorpension de luxe: Får Arne sin pension inden efterårsferien?

8. okt 2020, 06:00
Flere skal have adgang til tidlig pension, mens DF vil sikre, at det i højere grad bliver Arne end Pavels tur. A4 Arbejdsliv kridter banen op inden afgørende pensionsforhandlinger fredag.

Et element manglede, da statsminister Mette Frederiksen i tirsdags trådte op på talerstolen for at skyde Folketingsåret i gang. 

Nemlig nyheden om, at regeringen havde landet en aftale med Folketingets partier. At det efter en sensommers forhandlinger endelig kunne blive Arne, Pia og Pavels tur til at trække sig tidligt tilbage. 

Ifølge A4 Arbejdslivs oplysninger var der weekenden igennem en oprigtig tro på, at en aftale kunne landes inden Folketingets åbning. 

Den opfattelse ændrede sig i løbet af mandagen, da det stod klart, at der stadig skulle files forhandlingsmæssige knaster, før en endelig aftale kunne præsenteres. 

Nogle partier havde nok heller ikke den den store lyst til at give Mette Frederiksen & co. den enorme PR-sejr, det ville være at præsentere en Arne-aftale fra Folketingets talerstol på Tingets festdag. 

17 i stedet for 15 timer 

Nu er der lagt op til en forhandlings-slutspurt fredag. Partiernes smertegrænser skal testes, så regeringen kan gå på efterårsferie med en Arne-aftale i hus. 

Ifølge A4 Arbejdslivs oplysninger står en forbedring af seniorpensionen stadig centralt for flere partier. Især for Dansk Folkeparti, da en større udvidelse af Arne-ordningen umiddelbart ser for dyr ud. 

Hos DF er opfattelsen, af regeringen vil se positivt på at udvide ordningen, så også borgere med en arbejdsevne på over 15 timer kommer i målgruppen for seniorpension. 

A4 Erfarer, at det har været undersøgt, om man kan udvide ordningen fra de nuværende 15 timers ugentligt arbejde til mellem 17 og 22 timer.

Lige nu virker det mest realistisk med et leje på 17-18 timer. Det vil formentlig være nok for DFs forhandlere. 

Seniorpensions-ordningen blev vedtaget af VLAK-regeringen med støtte fra DF og Radikale. Inden valget i 2019 tilsluttede Socialdemokratiet sig aftalen.

Regeringen kan derfor af forligstekniske grunde ikke "bare lige" justere i seniorpensionen uden at især Venstre og de Radikale bakker op om det. 

Der har angiveligt været mødeaktivitet med de to partier sideløbende med, at Peter Hummelgaard har talt med den sandsynlige forligskreds: DF, SF og Enhedslisten.

Faktisk er det i dag umuligt at forestille sig en aftale om pension til Arne uden at se aftalen i sammenhæng med seniorpensionen.

Som Socialdemokratiet oprindeligt ikke var med til at forhandle, men som det nuværende regeringsparti bruger som uomgængelig brik for at få puslespillet på plads. 

Værn mod øst

Fra Dansk Folkepartis side har man i starten af forhandlingerne spillet ud med, at pengene til Arne-reformen skal komme fra udlændingeområdet. 

Det ser dog noget nær umuligt ud med Enhedslisten og SF som medunderskrivere på aftalen.

Derfor har partiet i stedet kastet kræfter efter at sikre, at Arne-ordningen ikke bliver for lukrativ for eksempelvis østeuropæiske arbejdstagere. 

Som det også fremgår af et svar fra beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard bliver det dog på grund af EU-regler reelt umuligt at undgå, at udenlandske arbejdstagere får ret til Arnes pension. 

Altinget har tidligere beskrevet, at Dansk Folkeparti også vil hente finansiering ved at tvinge kiosker til at bruge elektroniske kasseapparater, der kan registrere og gemme alle oplysninger om kontante og elektroniske betalinger.

Derudover vil partiet i tråd med Enhedslisten finde penge ved at effektivisere landets jobcentre.

Om det sker, må de kommende forhandlinger vise. Den store finansiering, hvor der tages fra den finansielle sektor og rulles topskattelettelser tilbage, står ifølge A4 Arbejdslivs oplysninger fast.

I så fald lykkes Socialdemokratiet med et "rødt kryds", som vil vække vrede blandt banker og landets mest velhavende. 

Skal chefen betale flere sygedage? 

Et andet bud på finansiering af pensionsaftalen har været et forslag om at lade arbejdsgivere betale for flere sygedage.

Man vurderede, at der kunne hentes op mod en kvart milliard ekstra til pensionsreformen ved at sende regningen for sygedagene til landets chefer. 

Forslaget blev mødt med kritik fra Dansk Folkeparti og uden for Christiansborg fra Dansk Arbejdsgiverforening, der mener, at forslaget er at finansiere "en dårlig idé med en dårlig idé".

Ifølge A4 Arbejdslivs oplysninger er forslaget om flere arbejdsgiver-betalte sygedage nu taget af bordet og har ikke reelt været til forhandling i den sidste uges tid.

Forslaget kan dog vise sig attraktivt for regeringens støttepartier, hvis det kniber med at finde de sidste nødvendige millioner til Arne-reformen andre steder. 

SF vil ligesom Enhedslisten og DF give flere adgang til tidligere pension.

Her er forståelsen dog, at der er mange veje til Rom - også en række utraditionelle alternativer, som endnu ikke har været i mediernes søgelys. 

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard står foran sit politiske livs foreløbige svendestykke. For at komme i mål fører han bilaterale forhandlinger med partierne, inden han fredag samler kredsen til et møde uden bagkant.

Forventningen fra flere parter centralt ved forhandlingerne er, at man vitterlig kan nå hinanden fredag. 

Sker det, får Arne langt om længe sin tidlige pension, politikernes efterårs-ferieplaner forbliver uspolerede og Socialdemokratiet kan ånde lettet op i forhold til at levere på partiets største valgløfte.