Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix

Murer blev dræbt af sin ven: Uenige om forurenet grund

17. jan, 13:03
74-årig mand er dømt til tidsubestemt anbringelse på psykiatrisk afdeling for drab i Helsinge.

Murermester Poul Erik Schwærter lå syg i sin seng, da han 11. marts i fjor fik uventet besøg på landejendommen i Nellerød ved Helsinge. Uventet og uvelkomment. Gæsten var en bekendt - en jævnaldrende mand, også håndværksmester - og han var bevæbnet.

Poul Erik Schwærter blev dræbt af et skud i ryggen fra et haglgevær, som den bekendte havde medbragt, og fredag er der faldet dom i sagen.

Den 74-årige drabsmand var utilregnelig i gerningsøjeblikket, og derfor kan han ikke straffes. I stedet lyder dommen på anbringelse på en psykiatrisk afdeling på ubestemt tid, skriver Frederiksborg Amts Avis, som har været til stede ved domsafsigelsen.

Den 74-årige mand har ikke villet afgive forklaring under hovedforhandlingen af sagen, som begyndte tidligere på ugen. Men han forklarede tilbage i marts, da han blev anholdt, at han var vred på grund af en strid om en forurenet grund.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

Dommer og domsmænd ved Retten i Helsingør har ikke vaklet i deres afgørelse.

- Du er dømt for at have gjort, hvad der står i anklageskriftet, lød det ifølge Frederiksborg Amts Avis fra retsformand Mette Frimodt Hansen ved domsafsigelsen.

- Vi har lagt særlig vægt på, at du tog ud til Poul Erik Schwærter med gevær og patroner, og at du gik op på førstesalen, hvor du inden for få minutter skød Poul Erik Schwærter i ryggen på kort afstand, sagde retsformanden.

I drabssager er den normale straf 12 års fængsel. Men straffeloven tillader ikke, at utilregnelige personer straffes - for eksempel folk, der er sindssyge.

I stedet kan retten vælge en dom til anbringelse på for eksempel en psykiatrisk afdeling, hvor den dømte kan modtage behandling. Dog vil den dømte være frihedsberøvet.

At dommen er tidsubestemt, betyder, at det er op til den behandlende overlæge og i sidste ende retten, hvornår den dømte kan komme på fri fod.

Manden har under sagen nægtet sig skyldig i drab, men alene erkendt vold.

Han har nu to uger til at afgøre, om han vil anke dommen til Østre Landsret.

/ritzau/