Patienter får dødsdom på syv minutter

29. aug 2008
Syv minutter. Det er, hvad nogle speciallæger har, når de skal overgive den svære nyhed, at deres patient har kræft. Men det er alt for lidt tid, siger overlæge.

Det er svært at få meddelelsen om, at du har en livstruende kræftsygdom. Især hvis du får den overleveret på syv minutter og begrænset mulighed for at stille spørgsmål om din tilstand.

Men det er ikke destro mindre tilfældet på Rigshospitalet, hvor lægerne har ned til syv minutter om at give beskeden, der ændrer patientens liv for altid, skriver dr.dk.

Overlæge på brystkirurgisk afdeling på Rigshospitalet, Niels Kromann, har 20 minutter til hver patientsamtale. Men i den periode skal der også lige hentes journaler og tjekke papirer, og det gør, at han i værste tilfælde har syv minutter til at overbringe den triste nyhed, at en patient har brystkræft.

- Og det kan du ikke. Det er helt udelukket. Men vi tager os den tid, der skal til - og så ender det med, at vi kommer bagud, siger Niels Kromann til DR Nyheder og fortsætter:

- Det betyder, at flere og flere erfarne folk forlader sygehussystemet, fordi de føler, de ikke har anstændige arbejdsvilkår.

Ikke nok tid

Niels Kromann mener, at lægerne bør have mindst en halv time til at tage den svære samtale. Og det med tidspresset mærker patienterne da også.

- Som patient bliver man jo nervøs, for man lægger jo mærke til lægens kropssprog og kan jo godt se, at det kniber, når der sidder en masse patienter i venteværelset og venter, siger Lene Lindblad, der har været patient hos Niels Kromann, til DR.

Men der er ikke flere penge i regionerne til ansætte speciallæger, selvom der mangler 2000.

- Der er ikke andet at gøre end at tilrettelægge arbejdet på en anden måde i de enkelte afdelinger, siger Bent Hansen, formanden for Danske Regioner.

faktaboks