Ifølge rejsevejledningerne er der åbnet for rejser til Tyskland, Island og Norge, mens Udenrigsministeriet fraråder alle ikke-nødvendige rejser til resten af verden. (Arkivfoto) Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Pas på med at trodse rejsevejledninger: Her må chefen gerne fyre dig

16. jun, 21:49
Kommunalt ansatte risikerer en fyreseddel, hvis de trodser rejsevejledninger og skal 14 dage i karantæne efter sommerferien.

Hvis du er kommunalt ansat, skal du nok lige tænke dig om en ekstra gang, inden du går ombord på en flyver med kurs mod sydens sol.

Chefen må nemlig godt fyre dig, hvis du vælger at trodse anbefalingerne og rejse til en destination, som Udenrigsministeriet fraråder, skriver DR.

LÆS OGSÅ: Ny ferielov og corona: 9 ting du skal vide om sommerferien

En tur til Spanien eller Grækenland betyder nemlig, at du ifølge rejsevejledningerne skal 14 dage i karantæne, når du kommer hjem. Og hvis det giver alt for store problemer på din arbejdsplads, er chefen i sin gode ret til at finde en fyreseddel frem. Det fremgår af retningslinjer fra Kommunernes Landsforening. Og flere fagforeninger samt en ekspert i arbejdsret bekræfter over for DR, at kommunerne ikke kommer i klemme, hvis det ender med en fyring. 

- Det er den ansattes ansvar og dermed også risiko at levere sin arbejdskraft. Det er strengt taget det, man kalder 'ulovlig udeblivelse,' siger jurist Christian Højer Schøler fra Syddansk Universitet til DR.

Ifølge rejsevejledningerne er der åbnet for rejser til Tyskland, Island og Norge, mens Udenrigsministeriet fraråder alle ikke-nødvendige rejser til resten af verden. Det er dog op til den enkelte, om man vælger at tage afsted.

'Rejsevejledningerne er vejledende. Det er altid din egen beslutning og dit ansvar, hvor du vil rejse hen,' står der på ministeriets hjemmeside.

Det er blandt andet pædagoger, der skal gøre op med sig selv, om de vil risikere konsekvenserne, hvis ferien går sydpå.

Hos BUPL Fyn siger formand Rikke Hunsdahl til DR, at pædagogerne har et kæmpe samfundsansvar over for de børn, forældre og bedsteforældre, som de kan risikere at smitte, hvis de får andet end souvenirs med sig hjem i kufferten.

LÆS OGSÅ: Ferie i udlandet kan koste dig på lønnen