Pas på: Lønfejl snyder dig for tusinder

14. jun 2010
Mange tusinde danskere bliver snydt for løn, uden de ved det.

De færreste danskere kan gennemskue, når der er fejl i lønsedlen. Og det kan blive dyrt. For mindst hver tiende bliver snydt for løn og pension, lyder vurderingen fra flere sider.

Ingen ved præcis, hvor ofte vi bliver snydt for løn, fordi mange fejl aldrig bliver opdaget.  Men der er både fejl og snyd i det offentlige og i private virksomheder.

Hos de offentligt ansatte i FOA, bliver en ud af ti medlemmer snydt, oplyser konsulent Knud Røddik.

Hos 3F vurderer man, at der i transportbranchen er fejl i hver syvende lønseddel, mens hele 25 procent af lønsedlerne i landbruget rummer dyre fejl, så gartnere og landsbrugsmedhjælpere bliver snydt for løn og pension.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

Læs også: Sådan forstår du let din lønseddel

”Det er for det meste ikke ondskabsfuldhed eller bevidst snyd, men simpelthen fordi lederne ikke har styr på reglerne,” siger Knud Røddik.

Dårlig til at regne

Et par gange om året laver han et systematisk tjek af alle ansatte i en bestemt kommune.

”Man kan sagtens være en god chef, men bare være rigtig dårlig til at regne, og derfor lave fejl med lønnen,” siger Knud Røddik.

Mange fejl skyldes, at chefen ikke får reguleret lønnen omkring 1. marts, som det står i overenskomsterne. Derfor er et godt råd, at man bør holde øje med, om timeløn og tillæg stiger som de skal i starten af foråret.