Pas på kostilskud: 10 vigtige råd

29. mar 2011
Læs Fødevarestyrelsens 10 råd til dig, der køber eller overvejer at købe kosttilskud.

1: Kosttilskud kan ikke forebygge eller helbrede sygdom. Hvis en producent mener, at et produkt har en sådan virkning, og gerne vil markedsføre den overfor forbrugerne, skal produktet godkendes som et lægemiddel.

2: Søg grundige oplysninger om kosttilskud, hvis de forhandles over internettet, men ikke sælges i almindelige butikker.

3: Vær kritisk, når produkter anprises med slankende virkning uden at forbrugeren behøver at ændre på kost- eller motionsvaner.

4: Det kan være farligt at give børn, såvel som voksne for høje doser eller meget høje enkeltdoser af vitaminer eller mineraler. Det er derfor altid en god idé at holde sig til den på produktet anbefalede daglige dosis.

5: Generelt har unge ikke behov for at tage tilskud af vitaminer og mineraler.

6: Hvis du tager kosttilskud samtidig med, at du tager medicin, skal du være klar over, at der i nogle tilfælde kan være risiko for, at medicinen og kosttilskuddet påvirker hinanden, så virkningen af medicinen ændres.

7: Hvis du køber kosttilskud via internettet, er det sikrest at handle på danske hjemmesider.

8: Du bør være varsom, hvis du køber kosttilskud hos en alternativ behandler.

9: Du har den størst mulige sikkerhed for at købe lovlige og sikre produkter, som holder, hvad de lover, hvis du køber dine produkter i den almindelige handel, i helsekostbutikker, hos materialisten eller på apoteket.

10: Hvis man vil sikre sig, at et kosttilskud er omfattet af myndighedernes stikprøvekontrol, kan man på hjemmesiden altomkost.dk tjekke, om kosttilskud er registreret hos Fødevarestyrelsen.

Kilde: Fødevarestyrelsen / Altomkost.dk