2020120813063860_1000
Partileder Henrik Vindfeldt er nu dømt i en straffesag om ulovlig indtrængen. Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix

Partileder idømt fængsel for at filme grise på farm

9. dec 2020, 15:51
Veganerpartiets leder, Henrik Vindfeldt, har sammen med sin kæreste og en bekendt anket dommen til landsret.

Opdateret kl. 17.15

For at sætte fokus på dyrevelfærd tog Veganerpartiets leder, Henrik Vindfeldt, i maj i fjor til en svinefarm på Nordfalster. Her optog han døde grise på gårdspladsen og svin smurt ind i afføring lukket inde i trange indelukker.

Han ville sætte fokus på manglende dyrevelfærd, men i stedet er fokus nu kommet på ham selv. Onsdag er han ved Retten i Nykøbing Falster idømt 30 dages betinget fængsel for ulovlig indtrængen.

Samme straf har hans kæreste fået. Hun er også del af partiets administration. En 27-årig bekendt, der arbejder som læge i Nordsjælland, er straffet med to ugers betinget fængsel.

Selv om dommen betyder, at de i udgangspunktet ikke skal ind og afsone deres straf, har alle valgt at anke dommen til Østre Landsret.

Retsformand Lone Andersen fortæller, at hun og hendes to domsmænd var enige om at dømme de tre for ulovlig indtrængen. De var også enige om, at det skete under særligt skærpende omstændigheder.

Det var det, fordi de ved deres indtrængen udsatte dyrene for en smitterisiko. Og derved udsatte de svinebonden Jørgen Kjørup for et økonomisk tab eller en risiko for et tab.

Krav om stor erstatning

Kjørup har i et civilt søgsmål gjort krav på 467.000 kroner. Den sag bliver behandlet i Københavns Byret til marts.

Netop fordi der var tale om særligt skærpende omstændigheder, lyder straffen på fængsel. Normalt ville der være tale om bødestraf.

Derfor får det heller ingen betydning for Henrik Vindfeldts straf, at han også er fundet skyldig i på egen hånd at være trængt ind på et andet svinebrug i Hvalsø i november i fjor, hvor han lavede optagelser.

Her var der ikke rejst tiltale for, at det skulle være sket under særligt skærpende omstændigheder.

I love bacon

Begge farmes ejere var mødt op for at vidne. Ejeren af Hvalsøfarmen, Peter Kjær Knudsen, benyttede lejligheden til at gøre klart, at han er glad for bacon.

Både på hans T-shirt og hans kasket var der påskrevet "I love bacon", hvor ordet "love" var symboliseret ved et hjerte.

Dommer Lone Andersen gjorde ikke ansats til at kommentere mandens påklædning. Der er ellers tidligere set eksempler på, at tilhørere til retssager er blevet bedt om at gå på grund af holdningstilkendegivelser via blandt andet T-shirts.

Det er ikke første gang, Henrik Vindfeldt bliver mødt med en baconkommentar. Tilbage i 2018 sagde daværende fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V).

- Jeg kan simpelthen ikke udtrykke med ord, hvor vild jeg er med bacon.

Bemærkningen faldt, da Vindfeldt passede Ellemann op foran Christiansborg for at få en kommentar om dyrevelfærd. Ellemann indrømmede senere, at hans svar til Vindfeldt var "dumsmart".

Veganerpartiet blev dannet i 2018, og i september i år blev partiet opstillingsberettiget til næste folketingsvalg. Henrik Vindfeldt håber på, at han kan blive valgt ind.

/ritzau/