20200617-105315-L-1920x1277we
- Jeg synes egentlig, det er meget interessant, siger radikales beskæftigelsesordfører Samira Nawa om forslag om regler for hjemmearbejde. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Politisk strid om hjemmearbejde: Radikale kan blive tungen på vægtskålen

25. nov 2020, 05:30
Finanssektorens Arbejdsgiverforenings forslag om at suspendere arbejdsmiljøreglerne om hjemmearbejde under coronapandemien får en blandet modtagelse blandt Folketingets partier. Skulle forslaget komme til afstemning, kan Radikale Venstre få de afgørende mandater.

Folketinget er splittet i spørgsmålet om, hvorvidt man skal skrotte arbejdsmiljølovens regler om hjemmearbejde midlertidigt.

Det viser en rundringning, A4 Arbejdsmiljø har foretaget blandt en række af partierne på Christiansborg.

Spørgsmålet om at lempe på lovens krav til indretning af hjemmekontorer er højaktuelt, efter Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA) i et brev til Folketingets beskæftigelsesudvalg har foreslået at sætte arbejdsmiljøreglerne på pause under coronapandemien.

Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten er imod FA’s forslag, mens man i Radikale Venstre er positivt stemt. Dermed kan partiet blive tungen på vægtskålen, hvis FA's forslag måtte ende til afstemning i folketingssalen.

- Der er grund til at se på arbejdsmiljøreglerne, fordi vi i en coronasammenhæng arbejder mere hjemme. Der er i dag et regelsæt, der gør, at man kun må arbejde en dag om ugen hjemme, før man skal opfylde en række krav på sin hjemmearbejdsplads. Så det er egentligt noget, som vi gerne vil se nærmere på, siger Radikale Venstres beskæftigelsesordfører Samira Nawa.

Det vil være helt grotesk og fuldstændig meningsløst at fjerne arbejdsmiljøreglerne nu, hvor vi netop har brug for dem.
Christian Juhl, beskæftigelsesordfører for Enhedslisten.

Hun mener, at en ændring af reglerne i sidste ende kan gavne arbejdsmiljøet.

- På den måde vil der bliver åbnet op for en fleksibilitet, som vi ikke har set hidtil, og som ikke er omfattet af den nuværende lovgivning. Det her forslag fra FA er en måde at gøre det på. Jeg synes egentlig, det er meget interessant. Jeg vil gerne høre, hvad argumenterne imod det skulle være, for argumenterne for kender jeg godt: Det er mindre sygefravær, fleksibiliteten bliver større og familier bliver mindre stresset, lyder det fra Samira Nawa.

Ifølge FA er arbejdsmiljølovens regler om indretning af hjemmearbejdspladser i dag alt for restriktive, og de spænder ben for mange virksomheders ønske om at indføre flere hjemmearbejdsdage. 

Uklogt forslag

Som Berlingske skrev i august, er der i Folketinget et flertal for, at de eksisterende regler skal revideres. Der er nu stor uenighed om, hvorvidt man helt skal afskaffe de gældende regler, mens nye etableres, som FA foreslår.

- Det vil være helt grotesk og fuldstændig meningsløst at fjerne arbejdsmiljøreglerne nu, hvor vi netop har brug for dem. Jeg vil tværtimod sige, at vi skal sikre, at der er en hvis kontrol med, at det foregår under ordnede forhold. Det er meget uklogt at komme med det her forslag. Så har jeg sagt det pænt og høfligt, siger Enhedslistens beskæftigelsesordfører, Christian Juhl.

Han bakkes op af SF’s ditto, Karsten Hønge:

- Det virker, som om FA bare vil springe over, hvor gærdet er lavest. Jeg synes, det er en dårlig idé. Det kan ikke nytte noget, at man bare vælger den mest bekvemme løsning og sætter reglerne ud af kraft, når man møder udfordringer. Nu har arbejdsgiverne haft et godt stykke tid til at finde ud af det her, og så synes jeg da godt, at man som en professionel arbejdsplads, som FA er, bør kunne håndtere situationen, siger Karsten Hønge og tilføjer:

- Vi kan forvente, at der kommer mere hjemmearbejde – uanset om vi har corona eller ej. Så jeg synes bare, arbejdsgiverne skal komme i gang med at lave nogle rammer for det, så det er sundt og sikkert at arbejde hjemmefra.

LÆS OGSÅ: Brev til Christiansborg: Sæt regler om hjemmearbejde midlertidigt ud af kraft

Hos Socialdemokratiets Lennart Damsbo-Andersen, medlem af beskæftigelsesudvalget, er ordvalget mere beskedent, men budskabet det samme:

- Jeg læser FA's ønske om mere fleksible regler som et udtryk for, at der skal slækkes på de krav, man stiller til hjemmearbejdspladsen. Det synes jeg bestemt ikke, man skal gøre. Og det her er bestemt ikke nogen god idé, siger Lennart Damsbo-Andersen.

- Den vejledning, der ligger i forhold til hjemmearbejdspladser på nuværende tidspunkt, forholder sig til en situation, hvor man arbejder hjemme en dag om ugen i snit. Det, den siger, tænker jeg, må være absolut minimum. Hvis vi skal arbejde hjemme længere tid end en dag – og vi kigger jo ind i, at flere og flere skal arbejde mere hjemme – så bør man måske snarere stille skærpede krav til, hvordan den skal være indrettet, siger S-politikeren.

(Artiklen fortsætter under faktaboksen)

Gældende regler for hjemmearbejde

  • Ifølge arbejdsmiljøloven er der særlige krav til sundheds- og sikkerhedsmæssige foranstaltninger, hvis en medarbejder arbejder hjemmefra regelmæssigt og arbejdstiden svarer til cirka en dag indenfor for en normal arbejdsuge. Det er her arbejdsgiverens ansvar, at arbejdsinventaret i hjemmet opfylder disse krav.
  • Arbejder den ansatte hjemme i mindre omfang, stiller arbejdsmiljølovgivningen ikke krav til indretningen af hjemmearbejdspladsen.

Kilde: Arbejdstilsynet.

Hjemmearbejdssituationen vækker bekymring hos Venstres arbejdsmiljøordfører, Anne Honoré Østergaard, der dog hverken vil erklære sig enig eller uenig i forslaget fra FA. I stedet kommer hun med en appel til beskæftigelsesministeren om at tage affære.

- Vi er meget opsatte på, at vi skal finde en løsning. Derfor afventer jeg også svar fra beskæftigelsesministeren, så vi kan finde ud af, hvilke tiltag der er mulige. Jeg synes, det vil klæde ministeren at vende tilbage på vores henvendelse, så vi kan finde en løsning, som passer ind i manges nye arbejdssituation, hvor hjemmearbejde både er anbefalet og sikrest, skriver Anne Honoré Østergaard til A4 Arbejdsmiljø.

Lidt omsonst

Ifølge Dansk Folkepartis beskæftigelsesordfører, Bent Bøgsted, kan arbejdsgivere ikke forvente, at lønmodtagerne skal inddrage halvdelen af deres hjem for at få plads til hæve-sænkeborde. Derfor ser han også gerne, at der bliver gjort noget ved den eksisterende lovgivning.

- For os er det lidt 'både og'. Den her coronasituation er i øjeblikket en midlertidig situation. Hvis det ikke er noget, der skal fortsætte, synes jeg, det er lidt omsonst, hvis man skal til at diktere, at der skal opsættes hæve-sænkeskriveborde vel vidende, at det ikke er alle hjem, hvor folk har plads til den slags.

- Hvis hjemmearbejde kun er midlertidigt, synes jeg ikke, der behøver at være de samme standarder som på et kontor. Derfor er det her forslag måske meget fornuftigt, siger Bent Bøgsted.

A4 Arbejdsmiljø har også kontaktet Folketingets øvrige partier, men de er ikke vendt tilbage på vores henvendelse.

Hos Codan er tålmodigheden med at få ændret loven sluppet op. I stedet tilbyder forsikringsselskabet nu en pakke til de hjemmearbejdende ansatte, så deres hjem bliver indrettet efter lovens krav. Pakken indebærer blandt andet et tilskud til møbler, IT-udstyr, gratis internet og en udvidet arbejdsskadeforsikring. Det skriver Berlingske.