Flere af Folketingets partier kræver nu, at en kommende undersøgelse af kritisable forhold i Forsvarets Efterretningstjeneste også skal omfatte Forsvarsministeriet (Arkivfoto). Foto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

Partier vil kulegrave Forsvarsministeriets rolle i spionsag

26. aug 2020, 10:12
En række partier vil have gransket Forsvarsministeriet i sagen om kritisable forhold i efterretningstjenesten.

Flere af Folketingets partier kræver nu, at en kommende undersøgelse af kritisable forhold i Forsvarets Efterretningstjeneste også skal omfatte Forsvarsministeriet.

Det vil Venstre ikke stå i vejen for.

Det siger forsvarsordfører Lars Christian Lilleholt (V) efter noget betænkningstid.

- Det er helt afgørende for Venstre, at der ikke må kunne sås tvivl om danskernes tillid til efterretningsvæsnet.

- Hvis der er tråde, der trækker sig fra Forsvarets Efterretningstjeneste og ind i Forsvarsministeriet, så vil ikke stille os i vejen for, at også Forsvarsministeriet bliver undersøgt, siger han.

Dermed har Venstre skiftet holdning siden tirsdag. Her sagde selv samme Lars Christian Lilleholt ellers til TV2, at der ikke var grund til at undersøge ministeriets rolle.

Onsdag skriver både Berlingske og Politiken, at Tilsynet med Efterretningstjenesterne (TET) allerede i sommeren 2019 advarede om problemer i Forsvarets Efterretningstjeneste (FE).

Ifølge TV2 kræver SF, Dansk Folkeparti, Enhedslisten, De Konservative og De Radikale også, at ministeriets rolle omfattes af undersøgelsen.

Det særlige organ TET, der fører tilsyn med efterretningstjenesterne, kom mandag med en sønderlemmende kritik af FE.

FE har ifølge TET i en årrække givet tilsynet "urigtige oplysninger" og skjult sandheden om sit virke.

Sagen har nu ført til, at både den nuværende og tidligere FE-chef samt to ledende medarbejdere er blevet hjemsendt.

Regeringen og Folketingets partier blev mandag enige om at sætte en undersøgelse i gang om sagen.

Ifølge TV2 er der lagt op til at strikke en helt ny type undersøgelse sammen, som skal tage højde for fortroligheden i efterretningstjenesten.

Partierne forventer, at regeringen har en model for undersøgelsen klar inden for de næste par uger.

/ritzau/