BeFunky-collage__30_
Foto: Emil Helms og Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Partier klar med hjælp til førtidspensionister: Slipper for skattesmæk for corona-overarbejde

24. feb 2021, 11:10
Ny aftale fritager pensionister for skattesmæk, hvis deres partner har overarbejde i forbindelse med corona-pandemien.

Førtids- og folkepensionister kan snart se frem til at undgå skattesmæk, hvis deres partner knokler i corona-frontlinjen. 

Regeringen og flere af Folketingets partier er netop blevet enige om en aftale, hvor alle pensionister kan blive fritaget for modregning i deres indkomst, hvis deres partner har haft overarbejde i forbindelse med corona-pandemien. 

Som A4 Arbejdsliv tidligere har beskrevet, har partierne også overvejet en anden model, hvor det kun var partnere til sundhedspersonale, der blev fritaget for modregning - men den er altså nu skrottet. 

LÆS OGSÅ: Ny aftale på vej: Disse førtids- og folkepensionister kan slippe for modregning

- Vi er meget tilfredse med, at pensionister nu slipper for et uretfærdigt skattesmæk, fordi deres partnere knokkler på grund af corona, siger Bent Bøgsted, beskæftigelsesordfører for Dansk Folkeparti. 

- Samtidig er det også afgørende, at vi er endt på en model, hvor vi ikke skal diskutere, om nogle danskere er større coronahelte end andre, fordi de har arbejdet i en specifik branche, tilføjer ordføreren. 

Den nye aftale gælder alle typer mer- og overarbejde, der kan tilskrives corona, fra marts 2020 og frem til og med december 2021.

Med den model vil modregnings-fritagelsen også gælde for en førtidspensionist, hvis partner eksempelvis er chauffør og har haft ekstraarbejde i forbindelse med aflivning af mink eller kørsel af vacciner. 

Kun første slag 

Hos SF er der også glæde over den nye aftale. Beskæftigelsesordfører Karsten Hønge (SF) kalder dog kun aftalen for et lille "skridt på vejen". 

Partiet vil fjerne partnermodregning for alle førtids- og folkepensionister.

- Vi skal have fjernet den grundlæggende uretfærdighed, der ligger i, at pensionister får skattesmæk, hvis deres partner passer deres arbejde. Nu har vi hjulpet coronaheltene, og det er godt. Men det er kun første slag, der er vundet her, siger Karsten Hønge. 

Ifølge Karsten Hønge ligger der også en skævhed i, at det kun er overarbejde på grund af corona, der fritager pensionister for modregning. 

- Du kan have to sosu-assistenter på det samme plejehjem, der knokler lige hårdt. Men fordi den enes overarbejde skyldes corona, og den anden bare skal lide under personalemangel, så er det kun den første, der kan slippe for modregning. Det er da ikke fair, siger Karsten Hønge. 

Skal kontrollere snyd 

Den nye model for fritagelse i partner-modregningen kommer til at fungere ved, at førtids- og folkepensionister indberetter såkaldte "corona-relaterede ekstravagter" til Udbetaling Danmark. 

Dette beløb skal så indgå i beregningen, når pensionen hvert år bliver korrigeret i forhold til partnerens indkomst - det er her, man som pensionist i dag risikerer et skattesmæk, hvis ens partner har tjent for meget.

- Jeg vil godt rose regeringen for at have lyttet til os på det her punkt, og for at have handlet hurtigt. Det er vigtigt, at det er så nemt som muligt for den enkelte pensionist at undgå uretfærdig modregning, siger Bent Bøgsted. 

Partiet har også foreslået at hæve bundfradraget, altså beløbet før der sker modregning i partnerens pension, fra 122.500 til 175.000 kroner. 

Det er dog ikke med i den endelige aftale. 

Ifølge aftaleteksten kommer fritagelsen i partnermodregning for pensionister til at koste staten omkring 60 mio. kroner årligt de næste to år.

Udbetaling Danmark vil også foretage stikprøver af den indberettede dokumentation for at kontrollere og forhindre snyd med den nye ordning.