Karina Lorentzen (SF) og Peter Skaarup (DF) er blot nogle af de politikere, der mener, at de sociale medier skal fjerne ulovlige billeder inden, der er gået 24 timer. Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

Partier: Disse billeder skal fjernes inden for 24 timer

23. jun 2020, 11:50
Flere partier i Folketinget mener, at de sociale medier skal forpligte sig til at fjerne billeder af ulovlig karakter inden for 24 timer.

De sociale medier skal fjerne ulovlige billeder af børn, der er delt uden samtykke inden for 24 timer. Det mener flere partier i Folketinget.

LÆS OGSÅ: Region vil selv stå for ambulancedrift: Utilfredse ambulancereddere tvinges ned i løn

- Der skal være en tidsfrist for, hvor lang tid der må gå fra, at man bliver opmærksom på det her ulovlige materiale og til, at det bliver fjernet, siger Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup, til DR.

Han er dermed enig med SF’s retsordfører Karina Lorentzen og Radikale Venstres retsordfører Kristian Hede.

Reaktionerne kommer efter, at DR de seneste dage har fortalt, hvordan gerningsmænd har offentliggjort seksuelt krænkende materiale.

Tidligere har også Mette Frederiksen (S), da hun var oppositionsleder, og Venstres børneordfører, Ellen Trane Nørby, givet udtryk for, at de mener, at der skal være en regulering på området.

I maj fortalte justitsminister Nick Hækkerup (S), at regeringen har igangsat et arbejde med at afdække de problemstillinger, der knytter sig til sociale medier. Men arbejdet er ikke færdigt, oplyser justitsministeren til DR.

LÆS OGSÅ: 80 Falck-ansatte fyret: Nu er der særlig hjælp på vej

I Tyskland er der allerede lovgivning på området. Her forpligter de sociale medier sig til at fjerne krænkende indhold inden for 24 timer. Ellers udløser det en bøde på op til 372 millioner kroner.