Nordsjællands Politi ventes at fremstille en anholdt for en dommer tirsdag med krav om varetægtsfængsling. (Arkivfoto) Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Parcelhus brændte ned til grunden: Mand anholdt

20. jul 2020, 18:00
48-årig mand er blevet anholdt af Nordsjællands Politi for brandstiftelse i Smørum.

Efter en brand i et parcelhus i Smørum mandag eftermiddag er en 48-årig mand blevet anholdt.

Han sigtes efter den alvorlige bestemmelse i straffeloven om brandstiftelse, § 180, oplyser Nordsjællands Politi.

Det er den paragraf, som drejer sig om, at brandstifteren er klar over, at andres liv kommer i overhængende fare.

Nærmere detaljer om sagen ønsker politiets vagtchef ikke at frigive mandag sidst på dagen.

For eksempel om der faktisk var personer til stede i ejendommen, og om den anholdtes eventuelle tilknytning til adressen.

Det var ved 13.40-tiden, at myndighederne fik alarm om branden i huset på Hvedevej. Parcelhuset brændte helt ned. Først efter godt fire timers forløb var brandfolkenes indsats på stedet afsluttet.

Mandag aften er der ikke oplysninger om den anholdtes holdning til sigtelsen. Han ventes tirsdag at blive fremstillet for en dommer, der skal vurdere mistanken.

/ritzau/