Pandaen Xing Er sendte mandag morgen ledelsen i Zoologisk Have på hårdt arbejde, da den slap løs. (Arkivfoto) Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Drama i Københavns Zoo: - Det må naturligvis ikke kunne ske

8. jun, 10:11
Hanpandaen Xing Er måtte bedøves og returneres til sin stald, efter at den mandag morgen brød ud.

Den ene af to pandaer i Zoologisk Have i København var mandag morgen på fri fod i haven, da den brød ud af sin stald.

Den blev dog opdaget af vagtmesteren i haven, bedøvet med en pil og er på plads i stalden igen.

Bengt Holst, videnskabelig direktør i haven, oplyser, at pandaen slap ud gennem et hjørne af buret ved at kravle op ad en metalpæl og klemme sig under en eltråd.

Dernæst slap pandaen ud i haven, hvor den var på fri fod, indtil man fik bedøvet og indfanget pandaen.

Ifølge Bengt Holst vil Zoologisk Have i de kommende dage udbedre det hjørne af buret, som pandaen slap ud igennem.

- Dels ved at sætte nogle plader på, så de (pandaerne) ikke kan kigge op i det hjørne, og dels sørge for, at der bliver sat noget mere tråd derop.

- Det er for at gå med livrem og seler på én gang, siger Bengt Holst til Ritzau.

Han uddyber, at pandaen ikke har forsøgt at bryde ud, men har fundet et sted i buret, hvor den ikke er blevet stoppet i sin undersøgen af omgivelserne.

Selv om der var tale om en alvorlig situation, understreger Bengt Holst, at man er forberedt på situationer som disse.

- Vi afholder jævnligt beredskabsøvelser netop med henblik på situationer som denne, og alle vores medarbejdere kender deres rolle, når alarmen går.

- Det ændrer ikke ved, at vi for alt i verden ønsker at undgå den slags fremadrettet, siger Bengt Holst i en pressemeddelelse.

Pandaen kom ikke til skade under forløbet og er tilbage i vante omgivelser.

Der er tale om hanpandaen med navnet Xing Er, som er den ene af i alt to pandaer, som Danmark har lånt af Kina. Den anden hedder Mao Sun og var ikke involveret i dagens udbrud fra stalden.

Kina har tradition for at udlåne pandaer til lande som en gestus - det kaldes pandadiplomati.

Det koster dog penge for Danmark at låne de bambusspisende dyr, som bor i specielle anlæg i Zoologisk Have i København.

Sidste år kunne danskerne for første gang se pandaerne i levende live. Håbet er, at de på et tidspunkt vil parre sig og få unger. Pandaer er dog kendt for kun i sjældne tilfælde at parre sig med hinanden.

/ritzau/