Modelfoto. Foto: Jumpstory.

Mystisk dansker er fængslet: Hvem er han?

16. jan, 18:49
Danske Ulrik Debo har ifølge Panama Papers tjent millioner af dollars på blandt andet hvidvask. Han er fængslet og ønskes udleveret til USA.

50-årige Ulrik Debo er ifølge Berlingske og Børsen den første dansker, som er fældet af Panama Papers-lækagen.

LÆS OGSÅ: Her er danskernes dom over OK-forhandlinger: Så mange tror på konflikt

Aviserne skriver, at det amerikanske justitsministerium kræver Ulrik Debo og hans mulige makker, den britisk/schweiziske Kenneth Ciapala, udleveret fra Storbritannien.

De to blev fængslet i Storbritannien kort før nytår, anklaget for at have brugt den såkaldte "pump-and-dump"-metode, som indeholder både hvidvask og avanceret kursmanipulation.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

Makkerparret skulle ifølge Berlingske og Børsen have tjent millioner af dollars på metoden, og efterfølgende have skjult pengene på blandt andet Samoa, som er en af de øer, der er berygtede for skattely.

Ulrik Debo er ukendt i Danmark, og der er divergerende oplysninger om hans fortid.

Ifølge et interview fra 2002 med it-mediet Computerworld fremgår det, at Ulrik Debo blev født i Herning i 1969, og at han og familien flyttede til San Francisco, USA, i 1980.

I interviewet fremgår det også, at han siden 1994 har startet en række forskellige virksomheder, der arbejder i krydsfeltet af teknologi og rejsning af kapital til virksomheder.

Berlingske refererer fra webmediet Scribd, og skriver at Ulrik Debo er vokset op "i en lille landsby i Danmark i en arbejderfamilie med en stor drøm. Han har arbejdet hårdt, siden han var 13 år, og det lykkedes ham at spare op til at realisere drømmen om en uddannelse i USA".

Berlingske noterer at oplysningerne ikke har kunnet verificeres.