Palmen på vej til Danmark

6. nov 2008
Klimaforandringer betyder, at vi om 100 år vil se palmer sprede sig frit i den danske natur, spår biolog.

De senere års milde klima har skabt gode vækstbetingelser for palmen i Danmark. Nu kan den sagtens trives i de danske baghaver.

Det er især hørpalmen, der er særlig hårdfør og kan klare ned til 20 graders frost, der vil kunne trives i den danske natur.

Hørpalmen var helt utænkelig i det danske klima for 30 år siden, fortæller Jens-Christian Svenning, lektor ved Biologisk Institut på Aarhus Universitet.

Men siden da er temperaturen steget med godt en enkelt grad - og inden for de seneste par år er klimaet blevet godt nok til palmen.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

"Det er kun inden for de allerseneste år, at palmen er blevet andet end en specialitet i Danmark. For 30 år siden var det ikke en art, man kunne plante i haven. Men nu kan den købes i mange byggemarkeder. Om 100 år kan vi regne med at se dem i naturen," fortæller han til Nyhedsbureauet Newspaq.

I Schweiz er palmen, der kan blive omkring 10 meter høj, nu begyndt at sprede sig i naturen.

"Man kan se, at den klimatiske opvarmning gør, at de hopper ud i naturen i det sydlige Schweiz og i Norditalien. Her trives de med traditionelle danske arter som lind og hassel, så vi kommer til at se en parallel situation i Danmark," siger han.

Selv om hørpalmen modsat eksempelvis kokospalmen er godt rustet til det danske vejr, har den dog også sine begrænsninger.

"Hvis vi får isvintre som i 40'erne, så er det slut med den palme," siger Jens-Christian Svenning.

-Newspaq

faktaboks