Palin beskyldes for magtmisbrug

11. okt 2008
John McCains vicepræsidentkandidat Sarah Palin får en etisk røffel for at have misbrugt sit guvernørembede i en fyringssag.

Republikanernes vej til Det Hvide Hus kan blive endnu længere, efter at en etik-rapport fra Sarah Palins hjemstat Alaska konkluderer, at hun misbrugte sin magt som guvernør, da hun fyrede en embedsmand.

I den opsigtsvækkende sag beskyldes Palin for at forsøge at presse en embedsmand i Alaska-administrationen til at fyre hendes tidligere svoger - og da embedsmanden nægtede, blev han fyret af Palin.

Forsøget på fyring var angiveligt Palins og hendes søsters forsøg på at hævne sig i en bitter skilsmissesag og kamp om forældremyndigheden over søsterens børn.

Rapporten vil uden tvivl gøre det sværere for John McCain og Sarah Palin at blive valgt til præsident og vicepræsident, vurderer Associated Press.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

Republikanernes kampagneorganisation har forsøgt at forhindre rapporten i at blive offentliggjort inden præsidentvalget om tre uger.

Rapporten beskyldes af Republikanerne for at være politisk farvet.

/Newspaq/

faktaboks