Pakistans premierminister overlever mordforsøg

3. sep 2008
Den pakistanske premierminister overlever attentat mod hans bil.

Den pakistanske premierminister, Yousaf Raza Gilani, er sluppet uskat fra et attentat mod hans bil i hovedstaden Islamabad.

Ukendte gerningsmænd affyrede to skud fra en bakke mod ministerens bil. Skuddene ramte i førersiden af bilen.

- Premierministeren er hjemme igen og har det godt, siger Sherry Rehman, der er Pakistans informationsminister, til Dawn News.

Pakistan har længe været plaget af uro. Især mordet på Benazir Bhutto, den tidligere premierminister, vakte røre i det store muslimske land.

På grænsen til Afghanistan kæmper den pakistanske hær næsten dagligt blodige kampe med islamistiske fundamentalister, der forsøger at erobre land, efter de er blevet sat under pres af de allierede i Afghanistan.

Det er disse krigere, der formodes at stå bag en stor del af den politiske vold i Pakistan.

/Newspaq/

faktaboks