Jeg er pædagog i en daginstitution. Mit mål er at skabe opmærksomhed på det pædagogiske fag, vigtigheden af gode dagtilbud og hvad vi kan, når vi kan. Samtidig ønsker jeg at gøre opmærksom på  de urimelige vilkår og konstante nedskæringer på området, hvad det har af konsekvenser for børn, familier og vores samfund og hvorfor vi i stedet burde investere massivt i området.

KL. 16.58 TRÆDER BERTRAMS MOR ind af døren for at hente Bertram. Hun påpeger hurtigt, at hans støvler er våde, og at hans ene vante er væk. Jeg forklarer hende roligt, at vi desværre ikke kan begynde at lede efter vanter nu, da institutionen lukker, og at vi ikke prioriterer vores tid således, at alle børns overtøj kommer i tørreskabet efter legeplads.

Bertrams mor tager hurtigt Bertram i hånden og går uden at sige farvel. Vi når ikke engang at tale med hende om de vigtigste ting:

Nyhedsbrevet A4 Morgen
- giver dig overblik

At vi mange gange idag har hjulpet Bertram igennem konflikter med de andre børn, fordi han kun vil lege én slags leg, som han bestemmer.

LÆS OGSÅ: Børnene mangler nærvær

At han har slået de andre børn, når de prøvede at være med, og at vi guider ham til at bruge nogle andre måder at kommunikere på.

At vi har støttet ham i at gå på kompromis og se, at de andre børns initiativer kan være givende for ham også og gøre legen sjovere.

For disse ting er meget vigtigere end om hans støvler er våde og hans vante er blevet væk.

Vi har i øjeblikket travlt med at tale om, hvordan vi sikrer tryghed og omsorg i daginstitutionerne, så alle børn får opfyldt disse basale og eksistentielle behov. Og derudover betragter nogle institutionerne som et nødvendigt onde på grund af den moderne livsstil, som iøvrigt giver forældrene dårlig samvittighed over at efterlade deres børn i dem.

MEN HER GLEMMER VI, hvad vi også kan i daginstitutionerne. Alt det, som vi rent faktisk kan udrette, ikke kun for individet selv, men også for individet i et fællesskab med andre børn, når vi har de rette ressourcer. Vi kan mere end bare at passe børn og yde tryghed og omsorg. At være pædagog kræver en bacheloruddannelse og giver os kompetencerne til at kunne se, forstå og styrke børnenes individuelle behov og kompetencer, samt at styrke fællesskaber. Og vi kan udrette meget mere, hvis alle ser og anerkender dette. Vi passer ikke bare børn.

LÆS OGSÅ: Jeg er ikke bare en brokkerøv

For institutionerne er også et sted, hvor vi kan understøtte udviklingen hos det enkelte barn og deres familie og få øje på ressourcer og sætte dem i spil. Vi kan udvikle noget særligt i forhold til børnefællesskaber, hvor børnene får mulighed for at spejle sig i hinanden, lære at tage hensyn og reflektere sammen på en anden måde end derhjemme. Dertil kan vi hjælpe børn og familier med, blandt andet, sproglige og sociale udfordringer, hvilket kan være medvirkende til at mindske den sociale ulighed og øge social mobilitet.

Vi har, for alvor, brug for at kigge på, hvordan vi, som samfund, betragter opholdet i daginstitution. For selvom dagtilbudsloven er ambitiøs på pædagogernes vegne, er den gængse opfattelse af vores arbejde ofte en anden.

HVIS VI VIL GØRE vilkårene virkelige gode for børn i daginstitution, nu og fremadrettet, kræver det en fælles og generel vilje til at justere synet på daginstitutioner, så de, af alle, bliver betragtet som mere end bare et sted, hvor børnene passes, når forældrene skal arbejde.

Daginstitutioner er et virkelig godt supplement til familielivet, hvis ressourcer og kvaliteten er i orden.

LÆS OGSÅ: Vi bliver reduceret til brandslukkere

Det kræver også, at folk får en større forståelse af pædagogernes kompetencer og indsigt i vores arbejde og anerkender, at vi er mere end en servicestation. Men at vi kan have en positiv effekt på det fællesskab, som hedder samfundet, hvilket vi alle er en del af.

Opgaven i at synliggøre disse ting ligger til dels hos pædagogerne og institutionerne selv, hvor det ligeværdige forældresamarbejde også styrkes og kompetencerne derigennem vises, men den ligger også i samfundsopfattelsen og anerkendelsen af pædagogfaget som mere end bare pasning.

Hvis den anerkendelse var velfunderet, tror jeg, at der ville tilfalde området højere økonomisk råderum, mere tillid og en højere prioritering af veluddannede pædagoger. Til gavn for os alle i samfundet.

Dette er et indlæg fra en A4 Nus bloggere. Indlægget er ikke udtryk for A4 Nus holdning. Du er velkommen til i en sober tone at kommentere indlægget nedenfor. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til [email protected]

Dette er et blogindlæg. Indlægget er ikke udtryk for A4 Nus holdning. Du er velkommen til i en sober tone at kommentere indlægget nedenfor. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til [email protected].