'Pædagogerne gør virkelig en stor indsats, og jeg er imponeret over deres gåpåmod'. (Arkivfoto) Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Pædagoger kæmper med smittefrygt og coronafrustrationer: 'De er under et hårdt psykisk pres'

8. jan 2021, 06:05
Det tærer på kræfterne hos landets pædagoger, der hver dag må gå på arbejde i en coronapræget arbejdssituation, hvor smittefrygt og frustrationer efterhånden fylder bægeret op. Pædagoger kastes ud på dybt vand, lyder kritikken.

Mens mange af os i øjeblikket arbejder fra hjemmets trygge rammer, isoleret fra coronasmitte og alskens coronaorganisering, så møder pædagoger stadigvæk troligt ind og passer vores børn.

Med den opgave følger både frygt og frustrationer. Det sender arbejdsmiljøet i landets institutioner under voldsomt pres. Det fortæller flere pædagogiske ledere, A4 Arbejdsmiljø har talt med for at spørge, hvordan de klarer sig i disse uger, hvor smitten igen er taget til i styrke.

- Det kommer an på, hvilken dag du spørger mig. Det er simpelthen så omskifteligt, svarer Mai Britt Funk, der er pædagogisk leder hos Kolbøtten i Aarhus, på netop dét spørgsmål.

LÆS OGSÅ: Alarmerende tilstand på covid-afsnit: Sygemeldinger, trusler om opsigelser og grædende kolleger

Hun leder til dagligt en flok af pædagoger, der på alle tænkelige måder er mærket af coronapandemiens indgriben i deres arbejdsliv. Det sætter sig personligt og tærer voldsomt på den mentale sundhed.

- Mine pædagoger er virkelig ristede. De er trætte i en grad, jeg ikke har oplevet før. Vi er lige kommet tilbage fra en juleferie, hvor man normalvis bliver opladet. Men ikke i år, der må jeg bare sige, at mine pædagoger endnu er afladede, siger hun.

Politisk frustration

Ifølge hende skyldes den manglende energi, at pædagogerne i lang tid har været udsat for et voldsomt arbejdspres i en tid, hvor alternative arbejdsrutiner skal kombineres med en grundlæggende frygt for at blive smittet med covid-19.

Det har skabt en stemning af frustration - ikke mindst over den politiske beslutning, at daginstitutioner skal holde åbent til trods for stigende smitte i samfundet.

Det er en udfordring at blive ved med at sikre, at børnene har det godt, når de er her. Det niver i ens faglighed, når man har ambitioner på børnenes vegne
Maria W. Ravn, pædagogisk leder ved Børnehuset Pelikanen

- De er frustrerede over, at vi skal holde åbent. Ministeren (børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S), red.) har tidligere siddet i Aftenshowet på DR og udtalt, at institutionerne skulle lukke, hvis landet nåede sikkerhedniveau 5. Så kan det jo undre os, at vi alligevel skal holde åbent nu, hvor det er sket, siger Mai Britt Funk og fortsætter:

- Forleden havde jeg en pædagog, der sagde, at hun 'fandeme ikke gider at være pædagog mere', og at hun føler sig 'svigtet af ministeren'.

Det frustrerer lederen, der er imponeret over hendes pædagoger, som, mener hun, kæmper 'en brav kamp' for at få tingene til at køre rundt.

Men kampen er ikke uden omkostninger. Mai Britt Funk har oplevet pædagoger bukke under og bede om hjælp, forklarer hun.

- Vi har ansatte, der har været ved at kaste op af det. De er usikre på, om de kan finde ud af alt det her, om de bliver syge, om de smitter deres sårbare familiemedlemmer og så videre. Der er en stor usikkerhed forbundet med at gå rundt i det hver dag. Man kaster simpelthen pædagoger ud på dybt vand.

Mai Britt Funk ønsker, at man politisk sikrer, at institutionerne får flere hænder til at varetage de mange nye opgaver, så stressniveauet kan dale og frustrationerne blive færre.

Det har ikke været muligt for A4 at få en kommentar fra børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S).

Et forsvarligt arbejdsmiljø

Maria W. Ravn, der er pædagogisk leder ved Børnehuset Pelikanen på Frederiksberg, oplever også et stort pres i dagligdagen. Her må medarbejdere søge psykologhjælp.

- Det psykiske arbejdsmiljø er topbelastet. De er under et hårdt psykisk pres, fordi de hele tiden går med tanken om, om deres kollega melder sig syg i morgen, om en forælder er kommet med smitte og alle de andre spørgsmål, der hele tiden melder sig. Derfor har vi også haft medarbejdere, som har talt med en psykolog, siger hun.

Hun understreger, at kritikken ikke handler om, at pædagoger ikke vil passe deres arbejde. Det skal bare foregå forsvarligt, forklarer hun.

- Som det er nu, skal vi tilsidesætte vores egen frygt og panik for andres skyld. Vi er enormt vigtige for samfundet, og derfor kan det undre os, at vi ikke får hænder nok til at håndtere de her udfordringer, siger Maria W. Ravn.

Hænderne, lederen efterspørger, skal ikke mindst bruges til at sikre mere rengøring og bedre sikkerhed for pædagogerne. 

Sparring og refleksion

Blandt de nye opgaver, som corona har taget med sig, er opdeling af børn og personale i mindre grupper og gentagen vask af legetøj - udover et konstant højt rengøringsniveau.

I bytte for de opgaver er en række vigtige hjørnesten i det pædagogiske arbejde til gengæld blevet taget fra pædagogerne.

- Al pædagogisk sparring og refleksionerne udebliver. Det er sat på pause, fordi pædagogerne ikke ser hinanden, ikke holder pause sammen og så videre. Det tager jo enormt meget fra os, hvilket er hårdt for ens faglige stolthed, siger Maria W. Ravn.

Det anerkender Mai Britt Funk, der også peger på fagligheden som en af de ting, der lider stort tab under de nye arbejdsrutiner.

- Det er en udfordring at blive ved med at sikre, at børnene har det godt, når de er her. Det stikker til ens faglighed, når man har ambitioner på børnenes vegne. Børnehaver og vuggestuer er jo ikke bare børneopbevaring, mens far og mor er på arbejde. Det er et sted, man skal udvikle sig. Men det er godt nok svært at holde kvaliteten i pædagogikken, siger hun.

Hos Kolbøtten bliver en af de store opgaver, når coronakrisen er overstået, at få fællesskabet opbygget igen og faglighed tilbage på fuld styrke. Derfor bliver der også en bunke opgave til arbejdsmiljørepræsentationen i institutionen, forklarer lederen.

LÆS OGSÅ: Sosu'en Charlotte: 'Vi var presset før covid-19, og det er ikke blevet nemmere'

Indtil da kæmper pædagogerne videre ude i institutionerne. Som leder er opgaven undervejs at være katalysator for den gode tone.

- Pædagogerne gør virkelig en stor indsats, og jeg er imponeret over deres gåpåmod, men indimellem kan snakken godt blive ret negativ. Der prøver jeg at sætte ind, inden det stikker helt af, siger Mai Brit Funk.

Mens nogle danskere er sendt hjem for at arbejde under pandemien, må andre møde ind på job, fordi de varetager samfundskritiske job. Det gælder bl.a. sygeplejersker, sosu'er, pædagoger, socialpædagoger, bioanalytikere og fængselsbetjente.

A4 Arbejdsmiljø bringer i denne artikelserie interviews med frontkæmperne om den aktuelle coronasituation, og om hvordan den påvirker deres arbejdsmiljø.