Pædagog fyret: Kritiserede Facebookspildtid

19. jul 2013, 05:55
Forberedelsestiden gik med alt andet end forberedelse. Det påpegede en pædagog, der arbejdede med børn med særlige behov. Konsekvensen var en fyreseddel.

Forberedelsestiden burde gå med at sørge for ordentlige forhold for børnene. I stedet brugte pædagogerne den på mobilspil, facebook og private indkøb.

Det var en af de ting, Dennis Kyhn-Rasmussen forsøgte at råbe op om, da han var ansat på et fritidshjem for børn med særlige behov.

I stedet for at lytte til kritikken, stak lederen ham først en mundkurv og senere en fyreseddel.

"De tog fuldstændig min ytringsfrihed fra mig. Jeg følte mig bundet på hænder og fødder," siger han.

Dennis Kyhn-Rasmussen er det seneste eksempel på en offentligt ansat, der er blevet straffet for at kritisere forholdene på sin arbejdsplads.

Købte koncertbilletter i forberedelsestiden

Indtil for et år siden var han ansat som pædagog på Fritidshjemmet ved Engskolen i København, som tager sig af børn med særlige behov såsom indlæringsvanskeligheder og ADHD.

Her møder pædagogerne klokken 09.00 og har forberedelsestid indtil klokken 13.00, hvor de første børn ankommer direkte fra skole. Formiddagen kan bruges til blandt andet kurser, praktiske udvalg, planlægning og ny viden om børnenes diagnoser.

"Vi havde mange muligheder for at arbejde målrettet med børnene og lave et meget bedre fritidshjem. I stedet brugte mange af pædagogerne forberedelsestiden på at surfe rundt på Facebook, spille med hinanden på mobiltelefonen, købe koncertbilletter eller handle ind privat. Det var spild af ressourcer og et svigt af børnene," fortæller Dennis.

Derudover gik forberedelsestiden ofte med konflikter - både mellem ansatte og mellem ansatte og ledelse.

"Vi skændtes om ting, der burde være bestemt oppefra. Der var så mange konflikter, at vi tit nærmest var udbrændte, når børnene endelig kom."

På personalemøder efterlyste Dennis en klarere linje fra ledelsen og bedre brug af forberedelsestiden. Han forsøgte også at gå direkte til chefen med problemerne.

"Hver gang så hun bare overrasket ud og sagde nå, det var da ikke så godt. Men hun gjorde ikke noget ved det," husker han.

Først mundkurv - så fyreseddel

Det eneste, Dennis Kyhn-Rasmussen fik ud af sine gentagne forsøg på at råbe ledelsen op, var en tjenstlig samtale.

Her gav institutionslederen ham et såkaldt kommunikationsregelsæt, hvor der blandt andet stod, at han ikke måtte komme med negativ kritik på personalemøderne.

Reglerne gjaldt kun for Dennis Kyhn-Rasmussen.

"Jeg fik sådan set mundkurv på. Jeg måtte ikke gå til mine kolleger med ting, jeg var utilfreds med. Jeg måtte kun komme med positiv respons på møderne. Havde jeg kritik, skulle jeg gå direkte til lederen og det kom der jo ikke noget ud af," siger Dennis.

Et halvt år senere kom fyresedlen.

"Jeg er ikke i tvivl om, at jeg blev fyret, fordi jeg åbnede munden," siger Dennis.

"Ingen kommentarer"

Dennis Kyhn-Rasmussen følte, at de mange konflikter både gik ud over børnene og hans eget arbejdsliv.

"Det var virkelig psykisk hårdt med arbejdsdage, hvor man skulle forholde sig til problemer i stedet for til børnene," fortæller han.

Fagforeningen BUPL kørte sagen for Dennis Kyhn-Rasmussen, som udløste en erstatning på cirka 200.000 kroner for uberettiget fyring.

I dag er han ansat som pædagog i en anden institution.

Avisen.dk har henvendt sig til Fritidshjemmet ved Engskolen, hvor Dennis Kyhn-Rasmussen var ansat, for at få deres version af sagen.

Lederen af institutionen afviser at kommentere sagen, selvom Dennis Kyhn-Rasmussen har givet fuldmagt til, at hun må udtale sig.