Pædagog: Finanslovens minimumsnormeringer er kun museskridt

5. dec 2019

JEG BURDE, som pædagog, være glad for de, i finansloven, vedtagede minimumsnormeringer.

Men hvor der i årevis er taget elefantskridt baglæns, tages der nu kun museskridt forlæns.

LÆS OGSÅ: Forældre dumper finanslov: Excel-ark trøster ikke børnene

Udover det skuffende regnestykke, som viser, hvor lidt hver enkelt institution vil mærke til det, er der andre spørgsmål, som rejser sig i forhold til, hvordan minimumsnormeringer skal udmøntes.

Derfor vil jeg gentage: Ingen steder vil minimumsnormeringer være for meget, men alt for mange steder vil det stadig være for lidt
Malene Seest Holmqvist, pædagog og blogger

JEG HAR ARBEJDET i forskellige institutioner i Københavns Kommune. Blandt andet to børnehaver, hvoraf den ene lå i, hvad man kalder, et ressourcestærkt område. Her var de fleste forældre veluddannede og ressourcestærke i forhold til forældreopgaven. De fleste havde en nogenlunde forståelse af hverdagen i daginstitution, samt af forventningerne mellem institution og hjem. Kommunikationen og samarbejdet omkring børnene blev oftest nemt etableret mellem familie og institution. De mest udbredte udfordringer hjemmefra var, for børnene, manglende grænse- og rammesætning og manglende alderssvarende krav til børnene.

LÆS OGSÅ: BUPL: Historiske minimumsnormeringer kan være vendepunkt

Derudover har jeg arbejdet et andet sted i byen, i hvad man kalder et udsat boligområde. Her var en stor andel af børn fra familier, som, af forskellige årsager, manglede overskud eller havde svært ved at indgå i hverdagen i en daginstitution.

Andelen af børn i udsatte positioner var langt større. Grunde hertil var blandt andet større problemer med at opbygge sociale kompetencer og danne relationer, forstå de andres reaktioner og følelser og indgå i fællesskaber. Dette kunne for eksempel skyldes, at de manglede sprog, kom fra hjem med forældre med manglende ressourcer, bl.a i form af misbrug, psykisk sygdom eller at der var kulturkløft.

LÆS OGSÅ: Børn har brug for en voksen som har deres ryg

Derfor brugte vi meget mere tid på generel opdragelse og støtte til opdragelse til forældrene. Vi brugte mere tid på skriftlige handleplaner, underretninger og tværfagligt samarbejde og på at hjælpe forældrene til at forstå, hvordan hverdagen i en daginstitution og samarbejdet fungerer, og hvordan vi kan bruge hinanden. Og vi brugte meget mere tid og energi på at lære børnene simple mestringsstrategier og interaktion, som ville falde mange andre naturligt, fordi deres udvikling og sociale og familiære baggrund krævede yderligere støtte.

Derfor får sidstnævnte slags institution social normering, som er en ekstra normering, fordi den pædagogiske opgave kræver flere ressourcer. En ekstra pose penge, som stadig ikke er nok til opgaven, men som trods alt er en ekstra lillefinger til at løfte en stor opgave.

JEG FRYGTER, AT SOCIAL normering bliver fjernet eller udlignet i det store regnestykke for, at alle institutioner kan få minimumsnormeringer. Det vil stille de mest udfordrede institutioner endnu dårligere og øge uligheden hos børnene i forhold til deres udviklingsmuligheder.

Jeg burde, som pædagog, være glad for de, i finansloven, vedtagede minimumsnormeringer. Men hvor der i årevis er taget elefantskridt baglæns, tages der nu kun museskridt forlæns
Malene Seest Holmqvist, pædagog og blogger

Jeg frygter også, at minimumsnormeringer kommer til at gælde på kommuneplan, fordi det netop vil give kommunerne mulighed for at flytte ressourcer fra en institution med flest ressourcestærke børn og familier til en institution, hvor de individuelle og sociale ressourcer hos børn og familier er mangelfulde. Det kan blive endnu en spareøvelse, lidt ligesom sommerferielukning og sampasning i mange kommuner. Hvis dette sker, vil det efterlade de mest ressourcestærke institutioner med en endnu dårligere normering end idag. Derfor vil jeg gentage: Ingen steder vil minimumsnormeringer være for meget, men alt for mange steder vil det stadig være for lidt.

LÆS OGSÅ: Rosenkrantz-Theil: "Det er børnenes finanslov"

Så når vi en dag skal til at finde ud af, hvordan minimumsnormeringer skal udmøntes, håber jeg, at det ikke bliver på bekostning af social normering, da denne er nødvendig at lægge særskilt oveni den normale normering.

Og jeg håber, at minimumsnormering bliver opgjort og tildelt på institutionsniveau, så ingen institutioner og børn straffes for at have flere sociale og individuelle ressourcer. Det behøver ikke at være så bureaukratisk og ressourcekrævende at gøre op, som nogle aktører gerne vil gøre det til.

Og så er minimumsnormeringer jo kun en bund. Vi fortsætter med at kigge langt efter resten af kagen.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her