Pårørende overfuser plejepersonale

17. nov 2010
Dårlig service får pårørende til at skælde ud på plejepersonale.

De pårørende har fået nok.

De lader frustrationer over dårlig pasning gå ud over plejepersonalet.

Næsten fire ud af 10 ansatte i social- og sundhedssektoren oplever flere gange om måneden, at utilfredse pårørende overfuser dem.

Ser man på alle sektorer under FOA - også eksempelvis dagplejer - bliver hver fjerde overfuset flere gange om måneden.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

Det viser en rundspørge blandt 2.155 medlemmer af fagforeningen FOA. Den diskuterer i disse dage på en kongres det øgede arbejdspres på sine medlemmer.

Inger Bolwinkel fra plejepersonalets fagforening FOA forstår udmærket, at pårørende reagerer, når de ser støvet på hylderne hos deres mor, eller opdager, at toilettet ikke er gjort rent i ugevis.

"Vores medlemmer må tage skraldet, når politikerne vælger at skære ned på velfærden. Jeg synes politikerne bør tage ansvar og fortælle borgerne, hvad de ikke længere kan forvente," siger Inger Bolwinkel.

Værst i psykiatrien

Værst står det til i behandlingspsykiatrien. Her møder hele 45 procent af de ansatte pårørendes vredesudbrud flere gange om måneden.

Hjemmehjælpere og ansatte på handicapinstitutioner og plejehjem er også hårdt plaget.

Foreningen Bedre Psykiatri, som repræsenterer 4.500 pårørende til psykisk syge, kalder 2010 et forfærdeligt år, fordi forholdene på afdelingerne er blevet så ringe.

Skælder ud i afmagt

"De pårørende er dybt frustrerede over de nu yderst ringe forhold på psykiatriske afdelinger. Sosu'erne er frontpersonalet og dem, frustrationerne går ud over. Vi tror på, at sosu'erne gør deres bedste, og at overfusningerne sker i afmagt," siger Ebbe Henningsen, formand for Bedre Psykiatri.

Han fortæller, at de pårørende tydeligt kan se, at der er færre hænder i psykiatrien.

"Tidligere spillede personalet spil eller lavede mad sammen med de psykisk syge. Den slags er et rigtigt sjældent syn nu om dage," siger han.

Ingen anstændighed

Foreningen for demente, Alzheimerforeningen, fortæller, at forholdene for de demente er blevet langt dårligere, og at det får flere pårørende til at reagere.

"Forholdene for demente er blevet uanstændige. Det handler alene om at opbevare mennesker - ikke om omsorg for dem," siger Nis Peter Nissen, direktør for foreningen.

Han fortæller, at politikerne i Fredensborg ville fjerne nattevagten hos otte svært demente borgere og i stedet udstyre dem med alarmer, der hylede, hvis de vågnede om natten.

"Når alarmen gik, skulle nattevagten på det tilstødende plejehjem komme rendende, selv om han var alene om 48 andre ældre, der heller ikke kunne klare sig selv. Det siger sig selv, at det bringer de ældre i fare," siger Nis Peter Nissen.

Demente låst inde

Forslaget blev da også taget af bordet. Det samme var ikke tilfældet et sted på Fyn. Her er i dag kun én dagvagt til 10 svært demente beboere.

"Da en af de demente for nyligt forvildede sig væk, havde medarbejderen valget mellem at lede efter den demente, eller låse de resterende ni inde, hvilket er ulovligt," siger Nis Peter Nissen.

Kommuner må prioritere

Venstres ældreordfører Erling Bonnesen mener, ansvaret ligger hos de kommuner, der ikke kan finde ud af at prioritere.

"Vi har de største kommunebudgetter nogensinde. Det er op til kommunerne at sørge for, at pengene bliver brugt bedst muligt. De kommuner, der ikke kan finde ud af det, må lære af dem, der kan," siger Erling Bonnesen.

Han finder det fuldstændigt uacceptabelt, at pårørende overfuser ansatte i plejesektoren.

"Dialog om problemerne er vejen til løsning," siger han.


Spørgsmål til FOA-medlemmerne:
Oplever du konflikter med pårørende/brugere, fordi de synes, serviceniveauet er for lavt?



Kilde: FOA. Tæller man kun social- og sundhedssektoren med, så er det 38 procent af de ansatte (fire ud af 10), der oplever konflikter en eller flere gange om måneden. Tæller man alle sektorerne med, så er det 28 procent af de ansatte (ca. hver fjerde), der oplever konflikter en eller flere gange om måneden.

 

Præcisering: I den oprindelige tekst stod udelukkende, hvor mange, der bliver overfuset i alle sektorer. kl. 09.44 blev tallet for alene social- og sundhedssektoren også skrevet ind - for at vise, at denne sektor er særligt hårdt ramt.