Et sundhedstjek til de ansatte i Driftsbyen i Høje-Taastrup Kommune er en god investering, mener driftschef Tom Søderhamn. Foto: Emil Hougaard/Ritzau Scanpix

Farlige sygdomme: Sådan redder du din kollega

15. jan 2020, 09:35
Hjælp kollegerne med at undgå at blive ramt af livsstilssygdomme og langtidssygemeldinger. Første skridt er at bede om et sundhedstjek til arbejdspladsens ansatte

Du kender det måske. Du har en kollega, som er usund, som ryger og drikker for meget og spiser usundt. Du kunne egentlig godt tænke dig at hjælpe, men hvordan griber du det an uden at fornærme nogen?

Her kan du læse, hvordan problemet kan gribes an med viden fra den private lægeklinik Cardiolab , som blandt andet har hjulpet specialarbejerne i Driftsbyen i Høje Taastrup Kommune.

Cardiolabs sundhedstjek blandt Driftsbyens ansatte afslørede ikke kun overvægt, diabetes og vægtproblemer blandt medarbejderne. En tilsyneladende sund kollega kom i akut behandling, efter han fik målt sin puls i sundhedstjekket.

Sådan foregår sundhedstjekket:

- Cardiolabs sundhedstjek starter med et opstartsmøde på arbejdspladsen med de ansatte, der følges op af et første sundhedstjek.

- Sammen med hver enkelt medarbejder sætter CardioLab et konkret mål, der skal hjælpe den ansatte på vej mod et sundere og mindre sygdomspræget liv.

- Målet skal være lystbetonet, og det kan være alt fra en daglig gåtur med hunden, til at løbe et halvmarathon.

- Derefter laves et første sundhedstjek af to sygeplejersker, som følges op af en telefonkonsultation til de ansatte, når der er behov for det.

- Den efterfølgende telefonkonsultation kan foregå dagen efter, hvis der er behov for hurtig hjælp, eller efter tre måneder.

- Konsultationen bruger de ansatte blandt andet til at få vejledning omkring medicin eller til bedre at kunne forstå behandlingen hos egen læge.

- Ansatte, der viser sig at have brug for hjælp på grund af for eksempel forhøjet blodtryk, kolesterol eller diabetes , henvises derefter til egen læge og sættes i behandling, hvis det er nødvendigt.

Læs hele artiklen om Driftsbyens og Cardiolabs sundhedstjek her.

Cardiolabs metode handler også om samtaler og en særlig pædagogisk tilgang til målgruppen.

- Vi taler med mændene, hvor de er. Og normalt taler man om ulemperne ved rygning - altså den typiske med at 'du dør, du får kræft' - men jeg taler ikke om rygningens skadevirkninger, når jeg holder oplæg. Jeg lover, at vi ikke taler om rygning og nøjes med at tale om de fordele, det kan føre med sig at stoppe, siger Janet Alsø.