
Du kan nu overnatte i en Blockbuster-butik
Der plejede nogle steder at være en Blockbuster-videobutik på stort set hvert et gadehjørne.
Den blå-gule kæde havde i sin storhedstid tæt på 9000 butikker verden over. Også mange i Danmark.
Nu er der kun én tilbage. Den ligger i den lille by Bend i Oregon i det nordvestlige USA.
Og snart kan du overnatte i den. Det skriver tv-stationen CBS News.
Ejeren af den sidste Blockbuster har indgået et samarbejde med udlejningstjenesten Airbnb.
Her vil man fra mandag kunne lægge billet ind på en overnatning i butikken.
Det koster kun fire dollar - 25 kroner - og inkluderer et frit udvalg af film hele natten.
Der er dog to hager: Dels skal man overholde alle de lokale covid-19-forholdsregler. Og dels er der i denne omgang kun tre nætter i udbud, så man skal være meget hurtig ved tasterne.
/ritzau/