Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

Over 800 smittede på to døgn

17. sep 2020, 14:13
Det seneste døgn er der med 453 nye corona-smittede sat smitterekord i Danmark, viser tal fra seruminstitut.

De seneste to døgn er yderligere 823 testet positive for coronavirus i Danmark. Det viser tal fra Statens Serum Institut (SSI)

Tallene blev ikke opdateret onsdag af tekniske årsager.

Det seneste døgn er 453 testet positive. For det foregående døgn er tallet 370.

De 453 nye smittede er det højeste antal nye tilfælde, der er registreret på et døgn i Danmark, siden coronavirus brød ud i Danmark.

Den hidtidige smitterekord blev sat 8. april, hvor der blev konstateret 408 nye smittetilfælde.

På SSI's oversigtskort vil man imidlertid bemærke, at der 3. april var 473 bekræftede tilfælde. Men dette tal er opgjort ud fra prøvedato - hvilket vil sige, den dato man fik taget prøven.

Det daglige coronatal, som opdateres hver dag klokken 14, er derimod baseret på det seneste døgns svar på prøver. Der kan gå op til 72 timer, før der foreligger et svar.

3. april var stigning i bekræftede tilfælde det seneste døgn på 332. Torsdag er altså det højeste antal nye registrerede tilfælde på et døgn siden 8. april.

Med til den nye smitterekord hører, at der i dag bliver testet langt flere for coronavirus, end der gjorde i foråret. Derfor er der givetvis også konstateret flere nye smittede.

- Smittetallet er højt og noget skræmmende. Med over 400 smittede er tendensen i den helt forkerte retning, siger formand for Lungeforeningen Torben Mogensen.

Med især stigende smittetal i hovedstadsområdet er der blevet indført nye coronarestriktioner fra torsdag. Fra tirsdag til torsdag er der i København registreret 194 nye smittetilfælde.

De nye restriktioner ligner nogle af dem, som blev indført i Aarhus, under et lokalt smitteudbrud i august. Ifølge Torben Mogensen kan man dog ikke sammenligne situationen i Aarhus med situationen i København.

- I Aarhus var det mere lokaliseret omkring det somaliske miljø og introdage på universitetet. Det er nemmere at have med at gøre i forhold til den diffuse stigning i København. Jeg er ikke specielt optimistisk, siger han og påpeger, at vi først kan se effekten af de nye restriktioner om 10 til 14 dage.

Antallet af indlagte torsdag er 60. Det er ni flere end onsdag, viser tal fra seruminstituttet. Af de indlagte er fire på intensiv, hvoraf en af dem er i respirator.

Siden tirsdagens opgørelse er yderligere to døde med coronavirus. Dermed er i alt 635 bekræftet døde med coronavirus i Danmark.

De 453 smittede, der er registreret det seneste døgn, er ud af 59.203 prøvesvar.

I alt er 21.393 personer bekræftet smittede med coronavirus i Danmark. Godt 2,1 million individer i Danmark er blevet testet for coronavirus.

/ritzau/