Osamas søn søger asyl i Spanien

5. nov 2008
En af alQaeda lederen Osama bin Ladens sønner har søgt om asyl i Spanien.

27-årige Omar bin Laden kom med sit ønske, da han steg af flyet på en mellemlanding mellem Egypten og Marokko på Barajas lufthavn i Madrid. Det er ikke klart, på hvilket grundlag han vil søge asyl, skriver BBC.

Omar bin Laden, der offentligt har taget afstand fra faderens terrorvirksomhed, fik tidligere på året afslag på asyl i Storbritannien sammen med sin 52-årige britiske kone.

Spanske myndigheder oplyser, at de vil hastebehandle asylansøgningen, skriver den spanske avis, El Pais.

Omar bin Laden, der er én af i alt 19 sønner af Osama bin Laden, er i dag bosat i Kairo med sin kone Zaina Alsabah-bin Laden, tidligere Jane Felix-Browne. Han har saudiarabisk pas.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

-Newspaq

faktaboks