Optur! Vikarboom giver krisen en lammer

18. jul 2013, 06:00
Krisen har langt om længe fået om ikke en knockout så i hvert fald et blåt mærke. Det bekræfter Arbejderbevægelsens Erhvervsråd og Adecco Danmark oven på nye tal, der viser en stigning i antallet af vikarer.

Flere og flere danskere får et midlertidigt job. Det er særligt ledige i sundhedsvæsenet og undervisningssektoren, der mærker den positive tendens.

Antallet af vikarer på det danske arbejdsmarked er steget fra 20.900 i 2012 til 22.400 i 2013. Det svarer til en stigning på lidt over syv procent.

Det fremgår af en ny analyse, som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har lavet for HK/Privat.

"Det er en indikator for, at det begynder at gå bedre på arbejdsmarkedet," siger direktør Lars Andersen.

De positive signaler understøttes af vikarbureauet Adecco Danmark, der fra første halvår af 2012 til første halvår af 2013 har oplevet en stigning i vikarer i arbejde på 40 procent.

"Der er helt klart vækst i vikarbranchen," siger Susan Nørgaard, der er chef for salg og marketing.

Ifølge Adecco Danmark er det især inden for sundhed, undervisning og de tekniske fag, der er flest vikarer i job. Men også bygge- og anlægsbranchen er i "pæn" vækst.

Det lysner for dansk økonomi

Der er i øjeblikket flere tegn på, at dansk økonomi - og dermed arbejdsmarkedet, så småt er på vej i bedring.

Fagforeningen HK/Privat, der organiserer kontoransatte, betragter stigningen i vikarjob som udtryk for, at det omsider lysner på det danske arbejdsmarked.

"Man skal ikke overfortolke tallene. Men vikarbranchen er meget konjunkturfølsom og fik et styrtdyk fra godt 30.000 til under 20.000, da krisen satte ind i 2008. Derfor er det et tegn på, at det går fremad økonomisk," siger formand Simon Tøgern.

Ifølge Adecco Danmark skyldes udviklingen, at der i øjeblikket bliver skrevet mere i de danske ordrebøger end tidligere.

"Virksomhederne skal lige være sikre på, at det ikke er sådan en enlig svale med nogle gode måneder, men at det er en vækst, der sætter sig fast. De vælger så at bemande med vikarer, indtil de ved, om væksten er kommet for at blive," forklarer Susan Nørgaard.

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd bekræfter, at det er vikarerne, der ryger først ind, når det går godt. Og at det er dem, der ryger først ud, når det går skidt.

"For en virksomhed er det en større investering at skulle ansætte en medarbejder end at tage vikarer ind. Det er en buffer inden for beskæftigelse," siger direktør Lars Andersen.

Ny lov giver bedre vilkår

I slutningen af maj vedtog Folketinget, at vikarer skal have ordnede arbejdsvilkår - enten i form af samme vilkår som fastansatte, eller ved at blive omfattet af en overenskomst.

Loven, der trådte i kraft den 1. juli, giver håb om endnu flere vikarjob.

"Jeg tror, at branchen bliver endnu større, når der for alvor kommer gang i økonomien. Vikarerne har fået fast grund under fødderne med ordentlige arbejdsvilkår som udgangspunkt. Derfor bliver branchen mere attraktiv at arbejde i," siger Simon Tøgern, formand i HK/Privat.

"Vi er glade for, at der bliver den lovgivningsmæssige ensretning. I nogle sammenhænge har vikarbranchen haft et lidt blakket ry," supplerer Susan Nørgaard fra Adecco Danmark.