Opsang: Pump cyklen og tal med medlemmerne!

21. apr 2010
OK 2010: Den danske model er under pres, siger Mattias Tesfaye.

"Alarmklokken skal ringe, når stemmeprocenten bliver ved med at falde. Og vi kommer ikke udenom en selvransagelse i fagbevægelsen."

Ordene kommer fra Mattias Tesfaye, murersvend,  faglig sekretær i 3F og aktiv samfundsdebattør.

Avisen.dk har bedt ham om at kommentere overenskomst-resultatet, hvor kun 33,9 procent stemte. Af dem sagde 64 procent ja til overenskomsten - 36 procent nej.

At det blev et ja, undrer ikke Mattias Tesfaye - det var forventet i en krisetid og med massiv ja-anbefaling fra de store fagforeninger. Men stemmeprocenten bør vække til bekymring, mener han.

Se kritisk på tallene

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

Så mens f.eks. beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) roser ja'et, og kalder det en sejr for den danske model, hvor arbejdsmarkedets parter selv bestemmer løn- og arbejdsforhold, ringer alle advarselslamper hos Tesfaye:

"Hver enkelt tillidsmand og hver enkelt lokale fagforening bør se på stemmetallene. Og spørge sig selv, om de er høje nok til, at vi stadig kan se politikerne i øjnene og sige: 'hold fingrene væk fra løn- og arbejdsforhold'."

Hvad havde de borgerlige gjort?

Man kan gennem linjerne høre, at den grænse er ved at være nået for Mattias Tesfaye:

"Tænk på alternativet. Hvordan havde det set ud, hvis en borgerlig regering midt i en krisetid skulle lovgive om løn- og arbejdsforhold?"

Et forbund, HK/Privat, lykkedes med at få stemmeprocenten i vejret - til 46 procent.

"De gjorde også et enormt benarbejde. De gik rundt med en stemmeboks på hver enkelt kontor  - det har vi også tidligere gjort i byggefagene, men det har vi ikke gjort så meget denne gang."

Den gode og den dårlige historie

"Men det er det, der skal til - der findes ingen genveje! Og det er den gode historie: Pump cyklen og kom ud til medlemmerne, så stemmer de også."

"Den dårlige historie er, at det ikke nytter med nye hjemmesider og alle mulige smarte måder at stemme på."

 

 

 

Mattias Tesfaye

Mattias Tesfaye er faglig sekretær i 3F, Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes afdeling i Valby. Han er aktiv SF'er, på valg til landsledelsen, og aktiv samfundsdebattør. Skriver klumme i Ekstra Bladet, blogger på Politiken og er i gang med at skrive en debatbog. Han har tidligere været blogger på Avisen.dk.