"Det eneste Puke sagde var “pis af med jeres falske reklamer.” Kæft hvor er den dårlig og faktisk virkelig sjov."

Sådan skriver TV 2-vært Puk Elgård på sin Instagram-profil, hvor hun deler en falsk reklame for skønhedsprodukter, som hun er blevet misbrugt i. Det skriver BT.

I den falske reklame bliver hun omtalt som Puke - der betyder bræk på engelsk. Folkene bag den falske reklame har klippet to billeder ind af tv-værten.

Nyhedsbrevet A4 Morgen
- giver dig overblik

På det ene ser hun noget træt ud, mens hun iført cykelhjelm handler i Netto. På det andet posererer hun selvsikkert på den røde løber. Du kan se den falske reklame her.

Havde ikke set det komme

Budskabet i reklamen, som figurerer på Facebook, er, at Puk Elgård angiveligt skulle have reddet sin karriere ved at få et nyt udseende.

I reklameteksten, der er skrevet på gebrokken dansk, står der blandt andet: 

"Da tiden gik forbi, begyndte jeg at forsømme min kontur, som næsten kostede mig min karriere."

I sit opslag på Instagram fortæller Puk Elgård, at hun godt kan huske den dag, hvor hun delte billedet af sig selv med cykelhjelm på. Men hun havde ikke troet, at det senere skulle blive misbrugt.