Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Opråb til ministre: Tusindvis af danske job er i fare

18. nov 2020, 11:24
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning og ikke et udtryk for A4’s holdning.
Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til [email protected]

Kære ministre

Vi skriver til jer, da vi som faglige repræsentanter for tusindvis af danske luftfartsjobs er stærkt bekymrede for branchen og de mange tusinder af arbejdspladser, som både direkte og indirekte har tilknytning til branchen. Vi er alle på nuværende tidspunkt vidner til, at verdenen nu befinder sig i anden bølge med coronavirus, hvilket sætter dybe spor i samfundet. Strikse rejserestriktioner er igen trådt i kraft, lokale og regionale nedlukninger er iværksat og national opfordring til hjemmearbejde etc.

LÆS OGSÅ: Seks forbund: Fra i dag må kvinderne holde fri?

Alle ovenstående faktorer er medvirkende til, at efterspørgslen på flybilletter drastisk nærmer sig et nulpunkt, hvoraf indtægtsgrundlaget for luftfartsvirksomheder er ikkeeksisterende og dermed en direkte trussel på eksistensgrundlaget for den danske luftfartsbranche, luftfartvirksomhederne og tusindvis af arbejdspladser.

Danmark er som eksportnation en lille åben økonomi, der er afhængig af en geografisk stærk luftfartsbranche, for at kunne handle med det globale samfund og dermed bidrage til Danmarks BNP.

Som repræsentanter for den danske model er vi bekymrede for fremtidens luftfart og både de direkte og indirekte tilknyttede arbejdspladser.
Faglige repræsentanter fra den danske luftfartsbranche

Luftfarten spiller en betydelig rolle og bidrager positivt til samfundsøkonomien, hvilket også understreges i rapporten Luftfartens samfundsøkonomiske betydning for Danmark af Copenhagen Economics fra 2016. Rapporten konkluderer samtidigt et vækstpotentiale for dansk luftfart. Hvis vækstpotentialet udnyttes, vil dette medvirke til en positiv vækst i samfundsøkonomien, som dette hidtil har gjort. Vi anser dansk luftfart som værende en vigtig nøglespiller i genopretningsprojektet med samfundsøkonomien, som rammes af minusvækst pga. den verdensomspændende pandemi.

Som repræsentanter for den danske model er vi bekymrede for fremtidens luftfart og både de direkte og indirekte tilknyttede arbejdspladser. Trods en generel minusvækst i luftfartsbranchen som følge af coronapandemien, er vi vidner til en aggressiv vækststrategi fra lavprisselskaberne i et ihærdigt forsøg på at erobre markedsandele fra de nødstedte charter- og netværksselskaber. Modsat de traditionelle charter- og netværksselskaber, hvor ordnede ansættelsesforhold i henhold til det pågældende land og dets arbejdsmarkedsregler er en naturlig del af virksomhedskulturen, har lavprisselskaberne helt andre spilleregler. Disse spilleregler er stik modsat vores danske værdier såsom de danske arbejdsmarkedsregler mellem arbejdsmarkedsparter og ikke mindst organiseringsretten. To grundsten i det danske arbejdsmarked og det danske velfærdssamfund, som er essentielle og derfor må og skal bevares. Hvis man som samfund vender den anden kind til denne reelle trussel mod dansk luftfartsbranche, danske værdier og den danske model, hvilken branche bliver så den næste som får dødstødet? Vi mener, at frygten er rationel og truslen reel, hvorfor vi råber vagt i gevær!

Som faglige repræsentanter for allerede eksisterende og gældende overenskomstområder i dansk luftfart, ser vi en urimelig spekulation blandt arbejdsgivere, som går ud på, at disse ønsker at dumpe ansættelses- og lønvilkår til et niveau, som ikke er foreneligt med, hvad vi kender på det øvrige danske arbejdsmarked, men som nærmere læner sig op ad udenlandske lavprisselskabers forretningsmodeller.

Dette kan vi naturligvis ikke acceptere og vi vil gøre vores del for at beskytte vores arbejdspladser og gældende overenskomstaftaler. Dermed er det ikke sagt, at vi naturligvis har fuld forståelse for de økonomiske udfordringer og den ekstranødvendige fleksibilitet, som kræves for at drive et flyselskab i tider med daglige trafikændringer, som skyldes rejseanbefalinger og nedlukninger etc. Siden coronapandemiens indtræden har vi netop udvist denne ekstranødvendige forståelse overfor arbejdsgiverne, hvilket har resulteret i adskillige midlertidige aftaler og dispensationer til overenskomster. Men hvor går grænsen? Grænsen går, når virksomheders ønskede besparelser er lig indirekte social- og løndumping samtidig med, at vi ikke kan gennemskue vores medlemmers fremtid i virksomhederne.

Restriktive rejseanbefalinger og indrejseforbud har som tidligere nævnt medført, at flyselskabers aktiviteter er faldet drastisk – visse selskaber nærmer sig nærmest et nulpunkt. For en skærpet indsats målrettet luftfartsbranchen, foreslår vi følgende:

- Mulighed for dvalelægning af flyselskaber; produktionsenheder, inaktive virksomhedsdele
- Fleksibel lønkompensationsordning for medarbejderne
- Udvidet kompensation af faste udgifter

For det danske samfunds skyld, anmoder vi jer om i højere grad at rette det politiske fokus på danskluftfartsbranche under coronakrisen, så vi på den anden side har en samfundsøkonomisk betydelig branche i behold.

Venlige hilsener

Jonas Sommergreen Andersen, Cabin Union Denmark(CUD)
& Alle Fagliges Samråd(AFS) i SAS Danmark

Christa Ceré, Cabin Attendants Union(CAU)

William Nielsen, Prosa SAS

Kurt Henriksen,  Flyarbejderne i SAS Tech

Henrik Meiner, HK luftfart

Janne Wegeberg, Lederne luftfart

Bo Larsen, Ekspeditionsarbejdernes Klub

Henrik Thyregod, Dansk Pilotforening (DPF)

Carsten Nielsen, Dansk Metal Klub 537

Kim John Christiansen, 3F Cargo