Opråb: De ældre får også tyndskid i weekenden

14. nov 2013, 04:00
Hjælp til toiletbesøg, personlig pleje, rengøring, medicinhåndtering, bespisning og opvask. Det er eksempler på kerneopgaver, som ikke kunne løses, hvis de frivillige ikke mødte op. Det siger mange sosuere i en ny undersøgelse.

På mange af landets plejehjem ville de ikke være i stand til at løse kerneopgaver som toiletbesøg, personlig pleje, rengøring, medicinhåndtering, bespisning og opvask, hvis de frivillige ikke mødte op.

Det er et af de opsigtvækkende resultater i en undersøgelse, som fagforbundet FOA har lavet blandt 551 medlemmer i ældreplejen.

”Det her må få en hvilken som helst kandidat til kommunalvalget at overveje, hvad er det, der foregår i min kommune,” mener Anne Baastrup, socialordfører i SF.

Tyndskid i weekenden - dårlig timing

I undersøgelsen svarer 44 ud af de 551 plejehjemsmedarbejdere – eller hver 12. – at de ikke ville kunne sikre, at kerneopgaverne blev løst hos dem uden de frivilliges hjælp.

”Mennesker får også tyndskid i weekenden og skal bades," svarer en af de ansatte, der har deltaget i undersøgelsen.

På vedkommendes arbejdsplads er de to ansatte på arbejde i weekenden.

De frivillige er således dem, der rydder af morgenbordet, dækker bord til middag og mader dem, der skal mades, rydder op igen og tømmer opvaskemaskinen.

Medicin og toiletbesøg er over grænsen

Hvis de frivillige ikke gjorde det, ville de ansatte været nødt til at gøre det. Det ville betyde, at de skulle skære ned eller droppe de opgaver, de ellers skulle have lavet.

Professor Thomas P. Boje fra Roskilde Universitet forsker blandt andet i frivillige. Han mener ikke, at der er grund til at bekymre sig over, hvordan frivillige generelt indgår på det sociale område.

Men der går en tydelig streg ved eksempelvis medicinhåndtering, personlig pleje og toiletbesøg, siger Thomas P. Boje:

”Det må ikke overlades til de frivillige. Der skal man have klare regler i organisationen. Det må entydigt være de professionelles opgaver. Hvis der på disse områder er professionelle socialarbejdere, der siger 'jeg kan ikke nå disse opgaver', så mener jeg, at presset er for hårdt.”

Ældresagen: Ingen 'skal-opgaver'

Ældre Sagen, der organiserer mange frivillige, mener, at kerneopgaverne skal kunne varetages uden de frivillige.

”Frivillige er et fantastisk bidrag til at skabe liv og glæde. Men det hører ingen steder hjemme, at de skal ind og overtage kommunale skal-opgaver,” siger udviklingskonsulent Maria Blankensteiner.

Det er meget svært at løbe fra det faktum, at presset vokser fra flere ældre, siger socialordfører for Radikale Venstre, Zenia Stampe:

”Det er ikke en politisk diskussion. Det er fakta. Så er spørgsmålet bare, om vi vil tage fra andre velfærdsområder som børn og skoler.”

Uden at blive konkret ser hun ikke i sig selv noget problem i, at frivillige overtager egentlige plejeopgaver.

”Det er svært at træffe en skarp grænse. Men opgaver som bleskift, bad og medicinhåndtering skal altid løses af professionelle.”

 

Opdateret med uddybende citat af Zenia Stampe, 15-11-2013 13:54