Opfindere bliver overset

21. dec 2010
Opfindere knækker nakken på projekter i Danmark. I stedet må de til udlandet.

Søren fik en ide. En rigtig god ide. Så god, at han fik penge fra Energi Fyns udviklingsfond til at få sat vindmøller på parcelhuse, men ikke nok.

Da projektet rigtigt skulle realiseres, stødte han på barriere efter barriere i det offentlige system. Han søgte støtte i offentligt støttede
innovations- og udviklingsmiljøer uden held. Det efterlod Søren Bang-Møller med to valg.

"Enten kan jeg lukke min virksomhed, eller også kan jeg kigge mod udlandet. Jeg har valgt det sidste," siger Søren Bang-Møller.

Ingen risikovillighed i Danmark

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

Og han er ikke alene.

"Der er mange, der knækker nakken på det her. Opfindere bliver overset. Det er opad bakke hele vejen, fordi man skal finansiere det hele selv," siger Kim Larsen, som er lokalformand i Opfinderforeningen.

Opfinderforeningen er træt af mange forskellige instanser, der er umulige at overskue. Foreningen mener, det er umuligt for opfindere at finde hoved og hale i systemet, mens det er meget lettere for iværksættere.

Ingen muligheder

"Man skal helst passe ind i en eller anden kasse for at få penge til sine opfindelser. Det gør opfinderne altså bare ikke," siger Kim Larsen.

Han håber, at opfindere får bedre muligheder for at realisere deres projekter i Danmark.

Søren Bang-Møller er stødt på mange innovatorer, der er blevet tvunget til at skæve til udlandet for hjælp.

"Man bør udvise langt større risikovillighed for at få mere innovation. Det er det, der skal til i Danmark, men små projekter bliver ikke prioriteret," mener Søren Bang-Møller

Han påpeger også, at innovation, som han sætter lig med opfindsomhed, er umuligt at afprøve i offentlige innovationsmiljøer, fordi man i Danmark ikke tør bevæge sig uden for det allerede kendte.

Søren Bang-Møller er på egen hånd kommet så langt med sit vindmølleprojekt, at demonstrationsmodeller kommer på gaden i januar, men der er stadig lang vej, før du kan se vindmøller i de danske parcelhuskvarterer.




 

 


Sådan fungerer det

Vindmøllerne kommer til at sidde direkte uden på husene og skal skabe energi til husstanden ved at udnytte de vindpust, der allerede blæser om hushjørnerne.

Vindenergisystemet bliver billigere end traditionelle solcelleanlæg.