Ombudsmand: Krarup evner ikke næstekærlighed

24. aug 2008
Søren Krarup DF evner ikke at vise næstekærlighed, lyder det fra ombudsmand Hans GammeltoftHansen. Opdateret kl. 12.17

Dansk Folkeparti har i en ny bog 'Et delt folk' beskyldt Folketingets Ombudsmand, Hans Gammeltoft-Hansen for at være arkitekten - den hovedskyldige - bag en udlændingepolitik i 80'erne, der for alvor åbnede grænserne og gjorde Danmark til 'et delt folk'.

- Hans arbejde var landsskadelig virksomhed, lyder det i bogen fra Dansk Folkepartis Søren Krarup, der kritiserer Gammletoft-Hansen for at være inhabil som dommer i sagen om Udlændingeservice og den mangelfulde vejledning om adgang til familiesammenføring. 

Nu svarer ombudsmanden igen.

Det sker i et interview i Jyllands-Posten i dag søndag. Og ombudsmanden slår usædvanligt hårdt fra sig.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

- Søren Krarups opfattelse af næstekærlighedsbegrebet deler jeg på ingen måde. Det forekommer mig at være fuldstændig reduceret, siger Gammeltoft-Hansen.

Beskyldningerne om manglende evner til næstekærlighed tager Krarup med ophøjet sindsro.

- Jeg har læst hans udtalelser. Men det er jo ingenting i forhold til den massive kritik jeg udsætter ham for i artiklen, siger Søren Krarup til Avisen.dk.

Gammeltoft-Hansen siger, at du ikke evner næstekærlighed? 

- Ja, og jeg beskylder ham for det der er værre. Det er vist mig der er hård her. Og nu kan der ikke koges mere suppe på den historie, lyder det fra Søren Krarup.

faktaboks