Formand for 3F's byggegruppe, Claus von Elling, ved pressemøde i Dansk Byggeris hovedkvarter 9. december 2019, hvor denne rundes overenskomstforhandlinger blev skudt i gang for byggeriet. Foto: Ida Guldbæk Arentsen / Scanpix

Byggeformand om højere mindstebetaling: 'No go for arbejdsgivere'

19. jan, 18:15
Kravet om et løft af mindstebetalingen i byggeriet står i centrum af årets overenskomstforhandlinger. 3F-gruppeformand venter hårde kampe med arbejdsgivere.

126 kroner i timen.

Det er den løn, som en ansat på en dansk byggeplads som minimum har krav på, og det er alt for lidt, mener fagforeningen 3F.

Ifølge 3F ligger de fleste danske håndværkeres løn langt over den ifølge dem lave mindstebetaling, og derfor mener fagforeningen, at firmaer kan bruge mindstesatsen til at underbetale udenlandske ansatte.

LÆS OGSÅ: Flere hundrede håndværkere til OK20-stormøde: 'Folk forventer meget den her gang'

Af samme årsag har fagforeningen gjort netop spørgsmålet om mindstebetaling til et centralt punkt i de igangværende overenskomstforhandlinger.

Claus von Elling, formand for 3F’s byggegruppe, forudser dog hårde sværdslag med Dansk Byggeri, der sidder på arbejdsgivernes side af forhandlingsbordet.

- Der er meget langt fra der, hvor vi står nu, til at vi kan komme til at forhandle reelt på det her område. Jeg oplever, at det i Dansk Byggeris optik er decideret no-go at diskutere lønfastsættelse i bunden, siger Claus von Elling til A4 Arbejdsliv.

Han vil ikke lægge sig fast på, præcis hvor mange kroner og øre mindstelønnen i byggeriet skal hæves med.

- Men jeg noterer mig, at en del af vores kolleger nævner et beløb på mellem 20 og 40 kroner som et godt leje. Vi vil selvfølgelig gå efter at forhandle så godt et resultat som muligt hjem, siger byggeformanden.

Kædeansvar løser ikke alt

Spørgsmålet om mindstebetaling var også på dagsordenen på søndagens stormøde i Odense, hvor flere hundrede 3F-byggefolk var mødt op for at diskutere de aktuelle overenskomstforhandlinger.

Udover en højere mindstesats har blandt andre Bygge, Jord, og Miljøarbejdernes Fagforening (BJMF), der er en lokal 3F-afdeling i Valby, nævnt det såkaldte kædeansvar som et klart krav ved overenskomstforhandlinger.

Der sidder nogen, som vil have konflikten for konfliktens skyld. Der er nogen, som tror, at en konflikt vil anspore en revolution og en omvæltning af samfundet
Claus von Elling, formand for 3F’s byggegruppe

Kædeansvaret vil gøre det muligt for fagbevægelsen at rejse økonomiske krav mod hovedentreprenøren på et byggeri, hvis de konstaterer, at der foregår underbetaling på arbejdspladsen.

Spørgsmålet om kædeansvar er traditionelt blevet kategorisk afvist af arbejdsgiverne i byggeriet, senest i kølvandet på overenskomstforhandlingerne i 2017.

- Kædeansvar er der ikke, og det kommer der ikke i overenskomsterne, selvom vi har snakket om det i mange år, lød det for tre år siden fra Dansk Byggeris formand, Lars Storr Hansen, til nyhedsbrevet Dagens Byggeri.

Spørger man byggegruppeformand Claus von Elling, ser han kædeansvar som et godt værktøj, men han mener ikke, at det er nøglen til at løse alle problemer med social dumping i byggeriet.

LÆS OGSÅ: Her er danskernes dom over OK-forhandlinger: Så mange tror på konflikt

- I dag har vi kædeansvar på mange offentlige byggerier, og vi ser stadig masser af sager, hvor ansatte bliver underbetalt, siger Claus von Elling.  

- Jeg er sikker på, at et kædeansvar vil have en præventiv effekt i nogle tilfælde, men jeg mangler stadig at se bevis på, at det afskrækker alle firmaer fra at snyde på vægten, uddyber han. 

Han mener i stedet, at løsningen på problemet med, at udenlandske ansatte bliver snydt, skal findes ved, at 3F lykkes med at organisere flere østeuropæiske ansatte.

- Jeg tror ikke, at der findes noget quickfix på det her problem. Det helt store spørgsmål er, om vi får folkene med os, for jeg tror, at det er nøglen til at løse social dumping, siger Claus von Elling.

Byggeformand: Nogle vil konflikt for enhver pris

Den seneste runde overenskomstforhandlinger i 2017 var præget af massive protester fra en del af medlemmerne af byggegruppen, der var utilfredse og anbefalede et nej til det resultat, der kom ud af forhandlingerne. 

Selvom søndagens stormøde handlede om at drøfte de igangværende forhandlinger, medgiver Claus von Elling, at balladen fra 2017-forhandlingerne stadig spøger i kulissen.

- Der sidder nogen, som vil have konflikten for konfliktens skyld. Der er nogen, som tror, at en konflikt vil anspore en revolution og en omvæltning af samfundet. Det er jeg slet ikke i tvivl om, siger Claus von Elling.

LÆS OGSÅ: Frit valg får nøglerolle i OK-forhandlinger: Det bruger ansatte særlig ordning til

- Men jeg oplever også, at der sidder mange, som tænker, at vi kan bruge mødet i dag til at lægge så meget pres på som overhovedet muligt, så vi kan få så godt et resultat som muligt, tilføjer han.

Selv mener byggeformanden ikke, at en eventuel konflikt vil hjælpe med at løse problemerne i byggeriet.

- Der kommer altid en regning bagefter, og det skal man bare huske, siger han.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her