Jan Hoby: Alle offentligt ansatte skal have en anstændig løn!
DET VAR IKKE AKTIEHANDLERNE, managementkonsulenterne og direktørerne på direktionsgangene, der holdt Danmark kørende under coronakrisen. De førstnævnte fortrak til deres sommerhuse, mens sygeplejersker, sosu’er, kassedamer, buschauffører og pædagoger fik samfundet til at fungere, mens de udsatte sig selv og deres kære for smitte.
Det har ikke skortet på roser til de lavtlønnede offentligt ansatte for deres indsats, da Danmark lukkede ned. Men al erfaring viser, at de offentligt ansatte skal slås for det, hvis roserne skal omsættes til rimelighed på lønsedlerne.
LÆS OGSÅ: Buschauffører utilfredse efter coronaudbrud: Ikke særlig smart
Der skal lige om lidt forhandles overenskomst for de offentligt ansatte lønmodtagere. Og det store spørgsmål er, om vi bruger coronakrisen til at komme i offensiven og skaber en samlet solidarisk løsning for alle, eller om vi bøjer nakken fra start.
Løn som fortjent
Coronakrisen skar ud i pap, at den offentlige sektor er afgørende for, at Danmark hænger sammen og fungerer. Derfor er det på tide, at de offentligt ansattes plads i økonomien bliver anerkendt, én gang for alle. For på trods af at de offentligt ansatte udøver livsvigtige og samfundsnødvendige opgaver hver eneste dag og time året rundt, så afspejles det ikke i løn- og arbejdsvilkår. Tværtimod. Store grupper af offentligt ansatte er lavtlønnede og har en presset hverdag.
Vores mindstelønninger må gerne være med til at løfte hele samfundet, også meget gerne de ansatte i fx supermarkeder og rengøring
Jan Hoby, næstformand i Landsforeningen For Socialpædagoger
Det er tid til et opgør med tankegangen om, at offentligt ansatte per automatik skal være dårligere lønnet end kollegerne på det private arbejdsmarked. Det er en ideologi, der tager afsæt i en blå økonomisk tankegang om, at hensynet til det private erhvervsliv altid er vigtigere end hensynet til vores velfærdssamfund. Men Coronakrisen viste med al tydelighed, at offentligt ansatte, og særligt de lavest lønnede, er vitale for vores samfund, og det skal afspejles i en ny lønpolitik ”Løn som fortjent”.
Kroner og ikke procenter
Vi skal som offentligt ansatte ikke længere acceptere, at lønudviklingen på det private område dikterer vores lønudvikling. Men det er ikke nok, at vi generelt vil løfte de offentligt ansatte. Vi skal gøre det på en solidarisk måde, så alle offentligt ansatte får lige lønstigninger. Det betyder, at vi skal have kronestigninger i stedet for procentstigninger. Når vi deles om de livsvigtige og samfundsnødvendige opgaver, så skal vi også deles lige om de lønstigninger, vi alle har fortjent.
Store grupper af offentligt ansatte er lavtlønnede, herunder især sosu’er, pædagogisk personale og sygeplejersker. Der er brug for et seriøst løft af de lavtlønnede grupper, så enhver offentligt ansat får en anstændig løn. Det offentlige skal ikke følge det private arbejdsmarkeds negative ræs mod lavere mindsteløn, men i stedet lægge en bund, som matcher værdien af vores bidrag til den fælles velfærd. Vores mindstelønninger må gerne være med til at løfte hele samfundet, også meget gerne de ansatte i fx supermarkeder og rengøring.
Væk med beskedenheden
Der har altid været et stort ligelønsproblem i det offentlige. I de omsorgsfag, hvor der er flest kvinder, er lønnen meget lavere end for mandefag med tilsvarende uddannelse. Vi kan kun skabe ligeløn, hvis vi hæver lønnen for kvindefagene generelt og særligt i bunden. Det gøres ikke med et slag, men vi skal tage et første stort skridt i retning af reel ligeløn.
LÆS OGSÅ: Da kvinderne brød kønsmuren ned bag scenen
Konkret skal vi starte med at smide beskedenheden over bord. Coronakrisen har vist os, at der er penge nok i vores samfund, når det gælder om at holde hånden under det private erhvervsliv. Derfor er et krav om, at alle offentligt ansatte stiger med 1.000 kroner om måneden hvert overenskomstsår kun rimeligt. Kravet op til overenskomstforhandlingerne 2008 var 5.000 kroner om måneden. Det krav var et resultat af de vilde landsdækkende overenskomststridige sosu-strejker i efteråret 2007. FOA og Sundhedskartellets udgangspunkt var 15 procent.
OK18 lærte os, at sammen kan vi nå meget, og alene når vi kun lidt. Denne vigtige erfaring skal vi tage med os i OK21 i form af en solidaritetspagt, hvor vi står sammen om tre fælles krav: Kronestigninger og lavt- og ligelønsløft, og samtidig lover hinanden, at alle grupper skal i mål med deres vigtigste delmål
Jan Hoby, næstformand i Landsforeningen For Socialpædagoger
Maratonstrejken viste, at det altid kan betale sig at strejke, for resultatet blev mellem 13,4 og 14,1 procent. Men det var de højtuddannede, ledere og cheferne i den offentlige sektor, der løb med de 5.000 kroner.
Samtidig skal vi stille krav om, at der kommer en særlig ekstra pulje på 5 milliarder kroner til et løft af de lavtlønnede og kvindefagene. Det krav stillede vi 2008, og det er ikke blevet mindre aktuelt og vigtigt.
Ingen kan vinde alene
Vi stod skulder ved skulder i titusindvis under overenskomstforhandlingerne i 2018. Det gav forhandlerne styrke til tro på konfliktvåbnet og tvang vores offentlige arbejdsgivere til massive indrømmelser. Vores faglige fællesskab opnår ikke mærkbare resultater uden en stærk medlemsmobilisering før og under forhandlingerne.
OK18 lærte os, at sammen kan vi nå meget, og alene når vi kun lidt. Denne vigtige erfaring skal vi tage med os i OK21 i form af en solidaritetspagt, hvor vi står sammen om tre fælles krav: Kronestigninger og lavt- og ligelønsløft, og samtidig lover hinanden, at alle grupper skal i mål med deres vigtigste delmål.
Vi lærte også af OK18, at vi som offentligt ansatte ikke kan vinde uden opbakning hos de privatansatte lønmodtagere. Deres opbakning var og er vigtig, når det samlede tryk skal øges på de politikere fra regeringen, Folketinget, kommuner og regioner, som er de reelle modparter. Vi bør fra starten aktivt søge opbakning hos de privatansatte og deres fagforeninger.
Solidarisk lønpolitik løfter alle
Skal vi vinde den ”offentlige stemning” for, at vi skal have løn som fortjent og en solidarisk lønpolitik, så kan vi ikke kun køre løs med vores egne fag og vores egen selvforståelse. Mange på det danske arbejdsmarked ønsker sig også løn som fortjent og oplever, at deres løn er alt for ringe. Det gælder for en masse af de øvrige, som var i fronten under coronakrisen, fx butiksansatte og rengøringsmedarbejdere. Derfor handler kampagnen ikke om, at vi er vigtigere eller bedre end andre, men om et grundlæggende løft i vores samfund.
Vi skal skabe en solidaritetspagt, hvor vi står sammen om nogle basale fælles krav til kronestigninger og lavt- og ligelønsløft, og samtidig lover hinanden, at alle grupper skal i mål med deres vigtigste delmål om fx arbejdstid. Denne gang skal lærerne have en aftale, hvis de ønsker det. Vores solidaritetspagt om ”Løn som fortjent” er et løft af hele vores samfund.
Som der stod på en plakat under OK2008: Offentlige koner kræver flere kroner. Offentlige mænd er med på den!