Der var stor opbakning til 3F Byggegruppens forhandlere, da de i december var til indledende møde hos Dansk Byggeri. Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Nu begynder byggeriets forhandlinger: - Der venter hårde sværdslag

12. feb, 06:34
Byggeformand ser gode takter i industriens gennembrudsforlig, men forudser hårde sværdslag om bedre løn til de lavest betalte bygningsarbejdere.

Med weekendens forlig på industriområdet er det nu byggeriets tur til at tage hul på overenskomstforhandlingerne. Det skriver Fagbladet 3F.

Industriens såkaldte gennembrudsforlig har skabt en økonomisk ramme, som byggeriets forhandlere nu skal forsøge at omdanne til højere lønninger og et bedre arbejdsliv for rundt regnet 80.000 ansatte i byggesektoren.

I dag, onsdag, vil formanden og næstformanden for 3F Byggegruppen, Claus von Elling og Palle Bisgaard, sætte sig ved bordet hos arbejdsgiverorganisationen Dansk Byggeri.

Claus Von Elling ser gode takter i industriens forlig, som han nu skal bruge som reference under forhandlingerne med byggeriets arbejdsgivere.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

- Det gælder blandt andet bedre vilkår for lærlinge, løn under sygdom og et løft på fritvalgskontoen, siger byggeformanden.

Forhandlingerne på byggeområdet er dog også blevet udråbt til at blive det sværeste slag under OK20, og det er især overenskomsternes mindsteløn, der er i fokus.

- Vi går til bordet med et krav om, at der skal gøres noget effektivt for at bekæmpe social dumping. Vi har peget på, at et solidarisk løft af bunden kunne være én model, siger Claus Von Elling.

I dag er den overenskomstbestemte mindsteløn for en bygningsarbejder på knap 127 kroner i timen, men det er langt under den reelle gennemsnitsløn i den danske byggebranche.

- Overenskomstens minimumstakst har aldrig været tænkt som den løn, nye medarbejdere skal indplaceres på. Det er en bund, som man bygger på og forhandler ud fra ude i lokalområderne. Der er ingen danske håndværkere, der går til så lav en løn. Det er udelukkende useriøse arbejdsgivere, som ser en fidus i at aflønne udenlandsk arbejdskraft med minimallønnen, og det skaber et lønpres og en skævvridning, som vi ikke kan leve med, siger Claus Von Elling og fortsætter:

- Men det store sværdslag bliver jo at få Dansk Byggeri med på vores krav, så vi kan få en god og stabil aftale til vores medlemmer.

Dansk Byggeri, der repræsenterer arbejdsgiverne i byggebranchen, er dog afvisende på forhånd.

- Vi har svært ved at se, at det er social dumping, fordi folk får den laveste løn i overenskomsten. Vi bryder os ikke om social dumping, men vi mener, at vi i overenskomsterne har de redskaber, der skal til for at imødegå det, har Peter Stenholm, direktør i Dansk Byggeri, tidligere udtalt til Fagbladet 3F.