Chefredaktør: OK20-forhandlinger starter med en aktivistisk spiller uden for rummet

8. jan, 06:00
Det er ikke kun de to klassiske modparter, der sidder overfor hinanden, når OK20-forhandlingerne på industriens område officielt går i gang i dag. Der er en tredje front til stede, nemlig de mange utilfredse medlemmer, der ved OK17 orkestrerede en massiv nej-kampagne.

I DAG INDLEDES OK-FORHANDLINGERNE PÅ INDUSTRIENS OMRÅDE. Det markeres med noget så sjældent som en faneborg, arrangeret af en række hovedstadsafdelinger i bl.a. HK, Dansk El-Forbund og 3F foran Dansk Industris hovedsæde på Rådhuspladsen i København. Det er her, forhandlerne – Lars Sandahl og Kim Graugaard fra DI, og Claus Jensen og Mads Andersen fra CO-industri – mødes for formelt at sætte rammerne for det kommende forløb.

Forhandlingerne inden for industrien har en særlig status. Her forhandles om en aftale for minimallønsområdet, hvor man blandt andet enes om en aftalebestemt mindstesats for en arbejdstime. Den samlede løn for en arbejdstager forhandles lokalt på arbejdspladsen. Den må ikke være under mindstebetalingssatsen – ideen er, at parterne lokalt forhandler det endeligt på plads. 

Det er resultatet på industriens område, som forhandlerne på de andre områder skeler til, før de afslutter deres forhandlinger for byggeri, transport, handel mv. Forhandlerne på industriområdet har på den vis ansvaret for en ramme, man altid lader sig inspirere af på normallønsområdet.

I modsætning til minimallønnen fastsættes størstedelen af lønnen her ved de centrale overenskomstforhandlinger for hele perioden. Den normsættende aftale på normallønsområdet på det private arbejdsmarked er aftalen mellem 3F’s Transportgruppe og DI.

HISTORISK HVILER DER ET STORT ANSVAR PÅ FORHANDLERNES SKULDRE. Det ved de godt. Alt andet lige har Danmark haft et tillidsbaseret aftalesystem, hvor både arbejdsgivere og lønmodtagere anerkender fordelene ved at nå hinanden gennem aftaler. Forhandlerne ved godt, at man ikke får alle krav og ønsker opfyldt. Det er også den danske model. Den har en stor grad af pragmatisme over sig.

Det er ret rituelt og et udtryk for at man ikke offentligt ønsker at vise sine kort på forhånd. Meget forståeligt ud fra en forhandlingstaktisk tilgang
Nicolai Kampmann

I morgen vil vi sikkert høre, at det ser svært ud. Lønmodtagerne vil pege på, at det går godt, så der skal ske en klar reallønsfremgang, som arbejdsgiverne må dele med andre end sig selv. Arbejdsgiverne vil sikkert sige: 'Tag det roligt, væksten falder, verden omkring os er et uberegneligt sted'.

Det er ret rituelt og et udtryk for, at man ikke offentligt ønsker at vise sine kort på forhånd. Meget forståeligt ud fra en forhandlingstaktisk tilgang.

Men der er en anden faktor i lokalet, som kan fylde på en måde, som de fire topforhandlere kender alt til. Men som ikke rigtig synes at være til nogens fordel fra starten: Risikoen for en ny og meget massiv nej-kampagne. Det så vi i 2017, hvor en mulighed for, at arbejdsgiverne under særlige omstændigheder kunne indføre en arbejdsuge på 42 timer. Det fik protesterne til vokse voldsomt, især på sociale medier. Efterfølgende har det vist sig, at arbejdsgiverne stort set ikke har benyttet sig af muligheden.

I dag har aktivistiske personer – de er ikke alle nødvendigvis organiseret, men en del er – etableret Facebook-gruppen 'Arbejdere i bevægelse'. Det er herfra en eventuel ny nej-kampagne kan tage sit udgangspunkt senere i forløbet.

På den positive side rummer hele OK-forløbet en stor mulighed for den organiserede fagvægelse til at involvere medlemmer og få dem til at stemme om deres vilkår
Nicolai Kampmann

Som DR glimrende har beskrevet, så er det en gruppe, der både vil presse arbejdsgivere og egne forhandlere. Det er en slags 'tredje front', om man vil, og den front vil forhandlerne på en eller anden vis skulle forholde sig til. Det er en stor gruppe af arbejdere, som ikke føler speciel stor loyalitet over for aftalesystemet, og hvis eventuelle handlinger kan smide en bombe – der ultimativt kan eksplodere i en storkonflikt – ind i forløbet.

'ARBEJDERE I BEVÆGELSE' GÅR IKKE KUN OP I MERE LØN. De er bekymrede for, om der er tilstrækkelige værn mod social dumping, og så er de dybest set i tvivl, om de har lyst til at være med. De vil ikke nøjes med at være medlemmer, der skal se lyset i de indgåede aftaler uden at have fået kendskab til forløbet af forhandlingerne.

Der er mange hvis'er og muligheder for motivtolkning, som man skal være varsom med på forhånd. Men som Claus Jensen og Mads Andersen fortalte til A4 sidste måned, så var nej-protesterne ved OK17 ikke forudset. Derfor ser vi denne gang en markant mobilisering på kommunikationssiden, og CO-industri har bl.a. lanceret sitet 'OK Fakta', som kan bringes i spil, hvis der bliver stor debat om, hvad der er op og ned i en aftale.

Vi får nok ikke så meget at vide de kommende uger, mens der forhandles. Vi ved, at de forskellige forbund sædvanen tro har forberedt sig grundigt og modtaget krav fra medlemmerne. De er blevet til formulerede ønsker til modparten, DI, som på sin side temmelig opsigtsvækkende har markeret sig med et udspil om mere barsel til mænd.

Forhandlerne for lønmodtagerne har i efteråret været rundt på medlemsmøder og talt om ønsker, dagligdagen på jobbet og lyttet til ønsker om, hvad de helst gerne skal have 'med hjem' fra møderne med arbejdsgiverne.

Uanset om de kommende forhandlinger ender med et resultat eller et forlis, forestår en enorm kommunikationsopgave. Hvad skete der? Hvad betyder det? Og hvorfor peger det på et ja eller et nej, bliver blandt de spørgsmål, der skal besvares.

I DAG STARTER FØRSTE FASE I ET FORLØB, DER KAN STRÆKKE SIG OVER DE NÆSTE TRE MÅNEDER. På den positive side rummer hele OK-forløbet en stor mulighed for den organiserede fagvægelse til at involvere sine medlemmer og få dem til at stemme om deres egne vilkår. Det er det mest håndgribelige udtryk for, at overenskomstbærende fagforeninger gør en forskel, som de ikke-overenskomstbærende ikke gør.