LG er en fond, som alle landets arbejdsgivere betaler til. Fonden kan dække ansattes tab af løn, pension eller feriepenge, hvis virksomheden, hvor de arbejder, går konkurs. Foto: Bax Lindhardt/SP/Ritzau Scanpix

Ofre for menneskehandel blev snydt for løn: Nu har garantifond afvist dem

19. jun, 06:38
Lønmodtagernes Garantifond har afslået at dække en konkursramt arbejdsgivers manglende betaling af løn til ofre for menneskehandel. Det klager fagforbundet 3F nu over.

Rumænske ofre for menneskehandel til tvangsarbejde i Danmark har fået nej fra Lønmodtagernes Garantifond (LG) til at få dækket manglende betaling af løn fra deres konkursramte arbejdsgiver. Det skriver Fagbladet 3F.

LG er en fond, som alle landets arbejdsgivere betaler til. Fonden kan dække ansattes tab af løn, pension eller feriepenge, hvis virksomheden, hvor de arbejder, går konkurs.

LÆS OGSÅ: Læger har oplevet store fordele under coronaperiode

I november 2019 fik de pakistanske brødre Basharet og Shabbir Hussain tilkendt i alt godt 660.000 kroner fra LG. Det skyldes, at de i 2017 og 2018 var blevet snydt for løn af et dansk byggefirma, der var underleverandør på et stort byggeprojekt i Holbæk.

De var af firmaet blevet lovet mellem 33.000 og 35.000 kroner i løn om måneden. Men ofte modtog bygningsarbejderne en betaling, der svarer til omkring 2.000-4.000 kroner om måneden.

Center mod Menneskehandel under Socialstyrelsen har vurderet, at de to pakistanere – samt en landsmand hos samme byggefirma – var ofre for menneskehandel til tvangsarbejde.

Samme konklusion kom Center mod Menneskehandel frem til i forhold til Ionut Ioan og to andre rumænere, der har arbejdet på boligbyggeriet i Holbæk.

Rumænerne var ansat under overenskomst, men de blev snydt for løn, pension og feriepenge. Bygningsarbejderne blev angiveligt aflønnet med 10 euro i timen, hvilket svarer til cirka 75 kroner i timen. Den overenskomstmæssige timeløn var 122,15 kroner.

Men de tre rumænske ofre for menneskehandel kan i modsætning til de pakistanske ofre ikke få dækket deres konkursramte arbejdsgivers manglende betaling af løn, feriepenge og pension. Det samme gælder tre andre rumænske arbejdere, der har arbejdet på samme boligprojekt.

LG afviser alle seks rumæneres anmodning med henvisning til, at der ikke er “tilstrækkelig dokumentation” for kravene. Desuden skriver LG i ensartede breve til rumænerne, at bygningsarbejderne ikke har dokumenteret, at de ikke har været for passive til at forfølge deres krav hos LG.

De vurderinger er 3F Frederiksborg uenige i.

- Vores medlemmer er blevet groft snydt. De fik hverken udleveret ansættelseskontrakter eller lønsedler under deres ansættelse, og da de senere modtog lønsedler, indeholdt disse falske oplysninger. Rumænerne havde heller ikke adgang til deres bankkonto, og de vidste ikke, at de undervejs blev forflyttet til et andet firma styret af samme bagmænd. Rumænerne har som ofre for menneskehandel stået i en meget svær situation, og det er grotesk at påstå, at rumænerne har nølet over for LG, siger faglig sekretær Elaine Larsen.

Fagbladet 3F har forsøgt at få kommentarer fra LG til sagen, men presseafdelingen for garantifonden oplyser, at LG ikke må kommentere konkrete personsager.

Undervejs har 3F på vegne af rumænerne rejst og vundet en faglig sag imod byggefirmaet AKK Byg IVS, der underbetalte rumænerne. Arbejdsretten idømte 31. oktober 2019 firmaet en bod på fem millioner kroner. Denne bod indeholder rumænernes individuelle krav om efterbetaling af manglende løn, feriepenge og pension samt en godtgørelse til 3F for brud på overenskomsten.

Det konkursramte firma har dog aldrig betalt noget af boden.

Københavns Politi har tidligere oplyst til Fagbladet 3F, at sagen om menneskehandel efter straffeloven er blevet henlagt uden en straffesag imod de bagmænd, som har beskæftiget de rumænske bygningsarbejdere.