'Det er en slaveanstalt, man ikke troede eksisterede nu om stunder,' lyder kritikken. (Arkivfoto) Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix

Offentlig institution under kritik: ’En slaveanstalt’

20. jul, 08:25
Det er med risiko for alvorlige arbejdsskader, at personalet i Hovedstadens Akutberedskab tager på arbejde hos Akuttelefonen og Alarmcentralen. Det psykiske arbejdsmiljø er kritisabelt, lyder det i afgørelse fra Arbejdstilsynet.

Det er tilsyneladende hårdt at gå på arbejde for de ansatte hos Akuttelefonen og Alarmcentralen i Region Hovedstadens Akutberedskab.

I en ny afgørelse fra Arbejdstilsynet får Akutberedskabet flere påbud for dårligt arbejdsmiljø, hvilket blandt andet hviler på sager om sygeplejersker, der går 'grædende hjem fra arbejde', og ansatte med 'søvnproblemer' efter hårde arbejdsdage.

Det skriver Ekstra Bladet, der har fået aktindsigt i påbuddene og de underliggende kontrolbesøg. I aktindsigten fremgår det blandt andet, at det psykiske arbejdsmiljø er så dårligt, at ansatte risikerer 'stress og stressrelaterede sygdomme som for eksempel angst, depression og hjertekarsygdomme'.

Ifølge ansatte og tidligere ansatte hos Akutberedskabet er problemerne særligt store for ansatte på Akuttelefonen 1813, fordi der her blandt andet hersker regler om tvungen registrering af arbejdsdagen.

- Vi registrerer, hvornår vi er på toilettet. Vi bliver overvåget i hoved og røv. Det er stive, rigide og ufravigelige regler. Det er meget ubehageligt, siger en anonym nuværende ansat på akuttelefonen til Ekstra Bladet.

I Arbejdstilsynets afgørelse påpeges det også, at de ansatte på Akuttelefonen 1813 ikke har tid nok til at bearbejde de indimellem hårde opkald fra patienter.

- Det er en slaveanstalt, man ikke troede eksisterede nu om stunder, siger en tidligere ansatt, Mette Andersen, til Ekstra Bladet.

Mediet har forelagt kritikken for Marie Baastrup, der er enhedschef for Akuttelefonen 1813. Hun har ikke ønsket at stille op til interview.

I stedet har deres presseenhed besvaret mediets spørgsmål skriftligt. Heraf fremgår det blandt at:

- Vi har styr på arbejdsmiljøet ved Akuttelefonen 1813 (..) Vi tager påbuddene fra Arbejdstilsynet meget alvorligt og fortsætter arbejdet, så vi kommer i mål.