TEMA: VERDEN SET FRA ET FØRERHUS: Østeuropæiske lastbilbander hærger Danmark

21. jan 2011
Antallet af lastbiltyverier eksploderer og plager vognmændene, der via satellit kan følge de stjålne køretøjer helt til Hviderusland.

Næsten hver anden dag i 2010 blev en lastbil eller en lastbiltrailer – ofte med værdifuldt gods – stjålet på rastepladser og hos danske vognmænd.

Med hele 175 tyverier i fjor mod 43 gange i 2006 – er der tale om firedobling på fire år, viser tal fra forsikringsbranchen, der kalder udviklingen bekymrende.

"Det er voldsomme tal, og der er klart, at det stresser chauffører og vognmænd," siger konsulent Tommy H. Hansen forsikringsselskabernes forening Forsikring & Pension.

En lastbil dagligt

"Endnu mere nedslående er det, at tendensen er fortsat i år, hvor tyveknægtene er kommet godt fra start. I 2011 er der hidtil blevet stjålet 19. Så i gennemsnit forsvinder der dagligt en lastbiltrailer eller en lastbiltrækker," siger han.

Han fortæller, at lastbiltyvene især huserer i Syd- og Sønderjylland og Trekantsområdet, hvor de kører målrettet efter især de kostbare køletrailere, der holder fødevarer nedkølet undervejs.

Op i mod halvdelen af de stjålne lastbiler- og trailere bliver fundet igen takket være satellitovervågning, der kan finde frem til lastbilen - nogle gange indeholdende den tyv, der var uvidende om, at gps-sporing var skjult i bilen eller i traileren.

Mod syd og øst med gps

Med gps-sporing kan dansk politi og vognmændene følge bilen og underrette politi- og chauffør-kollegaerne i Tyskland, Polen Estland, Letland, Litauen - eller sågar helt i Hviderusland, hvor nogle danske lastbiler er blevet sporet.

Og lastbiltyveri er ifølge ikke Tommy H. Hansen ikke noget, som politimyndigheder eller domstole i diktaturstaten ser med milde øjne på.

Det er kun få uger siden, at tre trailere blev stjålet i Padborg og trukket ned over grænsen af østeuropæiske lastbiler.

Tysk politi anholdt den ene af tyvene med traileren, mens den anden trailer blev sporet i Polen.

Danskere er blandt

"Der er ingen tvivl om, at mange østeuropæere står bag tyverierne, men der findes altså også danskere blandt tyvene," understreger Politikommissær Christian Østergård fra Det Kriminalpræventive Sekretariat ved Syd- og Sønderjyllands Politi.

Han understreger, at de tal, som Forsikring & Pension fremlægger, indeholder tyverier sket i udlandet.

Politiet henviser til en statistik, der viser, at der skete 2.664 tyverier af last- og varebiler i fjor, hvilket er et lille fald i forhold til 2009, da 2.757 last- og varebiler blev stjålet.

Tallet afslører imidlertid ikke, hvor mange lastbiltrailere og trækkere, der bliver stjålet, da det også indbefatter mindre varebiler.

Aktiverer politisamarbejde

Tommy H. Hansen roser dansk politi for prompte at reagere ved at aktivere politisamarbejde Europol, når en lastbil meldes stjålet.

Den ros finder Christian Østergård ikke uberettiget, og i Syd- og Sønderjylland har politiet i samarbejde med bl.a. transportbranchens foreninger og det lokale erhvervsliv iværksat et omfattende kriminalpræventivt arbejde.

Det er blandt andet mundet ud i en sikringsmanual (Læs den her) der anviser talrige råd til, hvordan vognmandsvirksomheder kan beskytte sig.

Udnævn en sikringsansvarlig

"En af anbefalingerne er, at vognmændende tager det forebyggende arbejde meget seriøst, for de kan selv gøre meget for at forhindre tyverier - bl.a. ved at udnævne en sikringsansvarlig i virksomheden," siger Christian Østergård.

"Og endelig må vi igen opfordre til, at enhver undlader at købe varer, der kan være hælervarer - uanset, om det er dieselolie eller fladskærmsfjernsyn eller andet med en tvivlsom oprindelse," anbefaler politikommissæren.