Økonomisk krise kan koste på SUlånet

30. sep 2008
Hvis Nationalbanken vælger at sætte diskontoen op, bliver det dyrere at være studerende under den økonomiske krise.
"De fleste af de unge studerende vil opleve, at SU-lånene bliver dyrere," siger Kim Valentin, finansrådgiver hos Finanshuset i Fredensborg A/S til Nyhedsbureauet Newspaq.

"En af konsekvenserne, der kommer ind i markedet, er, at den rente, bankerne finansierer til, er steget. Og det smitter sandsynligvis (til diskontoen, red.)," forklarer han.

Hvis Nationalbanken vælger at hæve diskontoen vil det formentlig blive mellem en kvart og en hel procent.

"Hvis du låner 100.000 kr., og renten stiger en procent, er det 1.000 kr., så det er en forholdsvis begrænset effekt, men i en studerendes økonomi kan 1000 kr. jo også være meget," siger han.

Er man som studerende ved at være færdig med bøgerne og på vej ud på arbejdsmarkedet, er det dog et udmærket tidspunkt lige nu, vurderer Kim Valentin.

"De har faktisk bedre muligheder end i de sidste par år. Boliger, biler og aktier er billigere nu, og det er nemt at få job, så det er ikke kun negativt for alle," siger han.
/Newspaq/
faktaboks
Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her