Der findes bedre måder til at tackle ledighedsproblemer end ved at sende nedslidte på tidlig pension, siger økonomer (Arkivfoto). Foto: Søren Bidstrup/Scanpix

Økonomer: Tidligere pension afhjælper næppe ungdoms­ledighed

5. aug 2020, 18:00
Der findes gode argumenter for tidlig tilbagetrækning for nedslidte, men det er ikke et stærkt et af slagsen, siger økonomiprofessor om AE's seneste analyse, der tilskriver, at tidlig tilbagetrækning for nedslidte vil afhjælpe ledigheden blandt unge.

Tirsdag aften kunne A4 Arbejdsliv offentliggøre Arbejderbevægelsens Erhvervsråd nye analyse, der ifølge rådet tyder på, at tidlig tilbagetrækning for nedslidte vil afhjælpe ledigheden blandt unge i coronaramte brancher.

En analyse, der af beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) blev omtalt som "et ekstra argument for tidlig pension. Ikke det væsentligste, men et ekstra" her på A4 Arbejdsliv. 

Stort set samtidig med offentliggørelsen af analysen bragte Berlingske en artikel med en række topøkonomer, der direkte undsiger regeringens "ekstra argument" for tidligere pension.

En af dem er økonomiprofessor Torben M. Andersen. Og skal man tro ham, gør Socialdemokratiet klogt i at fortsætte med at kalde det for et "ekstra" argument.

– Der er en ret omfattende empirisk litteratur, der har set på det spørgsmål, som ikke kan finde belæg for at det her 'byttehandelsargument' holder. Så der er ikke umiddelbart noget ved den her analyse, der ændrer ved det, siger Torben M. Andersen til A4 Arbejdsliv og uddyber: 

– Erfaringerne fra Danmark såvel som andre lande, hvor man har haft politikker med det her sigte, er, at byttehandelseffekten er meget beskeden. Der findes med andre ord mange andre gode argumenter i forhold til tilbagetrækning for nedslidte, men det her er ikke et stærkt et af slagsen. 

'Der findes bedre måder til at tackle ledighedsproblemer'

Økonomiprofessor ved Aarhus Universitet og tidligere overvismand Michael Svarer skriver i en skriftlig kommentar, at der ikke er meget opbakning til påstanden om, at man kan øge beskæftigelsen for unge ved at øge tilbagetrækningsfrekvensen for ældre.

–  I et omfattende internationalt arbejde, som også havde dansk deltagelse, er det forsøgt at teste hypotesen. Konklusionen af denne forskning er, at der ikke er tegn på et bytteforhold mellem unge og gamle på arbejdsmarkedet, skriver Michael Svarer.

Han understreger, at det naturligvis er helt fair, at man ønsker en anden indretning af pensionssystemet, men det er ikke oplagt, at det vil afhjælpe eventuelle ledighedsproblemer.

– Her tror jeg, at den traditionelle finans- og arbejdsmarkedspolitik er mere velegnet til at afhjælpe. Sammenlignet med andre lande har vi en relativ lav ungdomsledighed. Det tror jeg i høj grad, vi kan tilskrive kombinationen af et velfungerende uddannelsessystem, et fleksibelt arbejdsmarked og et omfattende aktivt arbejdsmarkedssystem. Her tror jeg ikke, pensionsalderen spiller nogen rolle, skriver Michael Svarer, og understreger, at der er bedre måder at tackle ledighedsproblemer, end at ændre i pensionssystemet.

Coronaens påvirkning kan en ny pensionsordning næppe rokke ved

AE's analyse lægger blandt andet op til, at ungdomsarbejdsløsheden i især brancher som hotel- og restaurationsbranchen vil kunne blive bragt ned, såfremt en ordning, der tillader tidligere pension for nedslidte, træder i kraft her og nu. 

Men ifølge Torben M. Andersen vil det næppe have den store betydning for arbejdsløsheden i branchen:

– Problemet i den aktuelle situation med coronakrisen er, at der er nogle steder, hvor der i princippet kunne være brug for folk, men hvor der alligevel ikke er det som følge af nedlukninger eller forbrugere, der holder sig tilbage grundet bekymringer – herunder visse dele turistområdet, som så også påvirker hotel- og restaurationsbranchen, forklarer Torben M. Andersen.

LÆS OGSÅ: Ny analyse: Tidlig tilbagetrækning kan afhjælpe ledighed i coronaramte brancher

– Dermed ikke sagt, at der ikke findes eksempler på, at der har været en enkelt ældre, der er stoppet, hvor der så er kommet en ung ind. Men der skal man huske på, at der i hele tiden er en dynamik i arbejdsmarkedet med udskiftninger. Så bare fordi man selv kender et eksempel på en ung, der er begyndt, og en ældre, der er stoppet, så er det ikke sigende for det samlede arbejdsmarked. Indtil der er empiriske analyser, der siger andet, må man ligesom støtte sig til de analyser, der er lavet, og de peger ikke på nogen væsentlig effekt, fastslår han.