Økonomer: Lars Løkke bruger misvisende tal i sin valgkampagne

20190513-164536-L-1920x1248we1
Foto: Foto: Ritzau Scanpix
TEMA:Ny regering
14. maj 2019 20.35
Økonomer kritiserer statsminister Lars Løkke Rasmussen for at sige, at V-regeringen overtog en dårlig økonomi i 2015

Venstres formand og statsminister, Lars Løkke Rasmussen, får nu endnu engang kritik fra økonomer for at bruge forkerte tal i valgkampen.

Søndag sagde Lars Løkke på partiets kandidatsamling, at Venstre ved regeringsskiftet i 2015 »overtog en økonomi fra Socialdemokratiet, hvor budgetterne var kørt helt ud til kanten.«

»Der var der kun én ansvarlig ting at gøre,« fortsatte statsministeren. »Og det var at spænde livremmen ind.«
Venstre har nu »ryddet op«, og derfor har partiet råd til sit velfærdsløfte på 69 milliarder kroner frem mod 2025, mener Lars Løkke.

Men Socialdemokratiet efterlod ikke en dårlig økonomi, og Venstre har heller ikke brugt regeringsperioden på at stramme livremmen, lyder det nu fra en række økonomer i Dagbladet Information.

»Det er ikke korrekt, at Lars Løkke overtog en rodet økonomi,« siger Niels Storm Knigge, der er senioranalytiker i tænketanken Kraka, til Information.

Han bakkes op af cheføkonom Mads Lundby Hansen fra Cepos og lektor i økonomi Birthe Larsen fra Copenhagen Business School.

»Det er ikke retvisende, når Venstre maler et billede af, at man overtog en usund offentlig økonomi. Venstre går for langt i deres negative udlægning af de offentlige finanser « siger Mads Lundby Hansen.

Økonomernes udtalelser kommer på baggrund af Økonomi- og Indenrigsministeriets vurdering af den såkaldt strukturelle saldo, som AE-rådet har skrevet om i en analyse. Det skriver Information.

Tallene viser, at Venstre ved regeringsskiftet i 2015 overtog en økonomi, hvor der var balance på de offentlige finanser.