Obama: Vi er alle indbyggere i Berlin

24. jul 2008
Flere end 200.000 på gaden for at høre den amerikanske præsidentkandidat i Berlin. Barack Obamas tale rungede med referencer til Kennedys tale i 1963. Hør talen her.

De råbte "Obama" og "Yes, we can" - ganske, som når han er i USA.

Men denne gang råbte de det med tysk accent.

For flere end 200.000 tyskere var i dag mødt frem i det centrale Berlin for at høre præsidentkandidaten Barack Obama give sin eneste tale i Europa.

- Jeg ved, at jeg ikke ligner de amerikanere, der normalt har talt her i byen, sagde Obama i begyndelsen af talen med henvisning til sin hudfarve.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

Og der var bifald, da Obama fortalte, at hans far var fra en lille by i Kenya.

I talen gentog Barack Obama det samme budskab, som han har rejst USA tyndt med - at i dag, i denne time, lige nu er en helt særlig tid, hvor vi må handle og gøre vores bedste.

At verden står ved en skillelinie, som i tiden efter Anden Verdenskrig.

En verden uden atomvåben

- Det er nu, at vi må forny målet om en verden uden atomvåben. De to supermagter, der kæmpede om muren i denne byen var lidt for tæt på at udslette alt vi elsker. Vi behøver ikke stå tilbage og vente - vi skal have alle atomvåben væk. Dette er øjeblikket, hvor vi vil søge en verden uden atomvåben, sagde Obama - også til stort bifald.

- Folk i Berlin. Folk i hele verden. Dette er vores øjeblik. Dette er vores tid.Jeg ved, at mit land ikke er perfekt. Til tider har vi kæmpet for at holde fast i løftet om frihed og lighed for alle. Vi har lavet en masse fejl. Og der er tider, hvor vores handlinger i verden ikke har kunne leve op til vores bedste intentioner, erkendte Obama.

Talen blev allerede inden Obama havde talt ét eneste ord sammenlignet med John F. Kennedys berømte tale i Berlin i 1963.

- Alle frie mænd - uanset hvor de bor - er borgere i Berlin. Og derfor som fri mand, så føler jeg mig stolt ved at sige - jeg er berliner, sagde Kennedy dengang.

Obama kopierede da også en sætning fra Kennedy og gentog, at "vi er alle indbyggere i Berlin".

Et symbol for hele verden

Inden talen sagde Obama, at han med talen ville forsøge at få Europa og Amerika til igen at tale "sammen sprog".

- De mange mennesker her er ikke vælgere, så talen er ikke designet til at få dem til at stemme. Det er ikke et politisk møde. Forhåbentlig vil det blive set som mit bud på det forhold jeg gerne vil se mellem USA og Europa, sagde han på flyet fra Israel, ifølge CNN.

- Berlin er et symbol for hele verden, at håb vinder over frygt, og et bevis på, at det er umuligt at splitte folk i deres jagt mod frihed. Lad os samme bygge videre på denne fantastisk historie, skrev han tidligere på dagen i Berlins officielle gæstebog.

Talen kan ses her hos MSNBC og en udskrift findes her på avisen.dk

Kaare Sørensen skriver fra New York. Opdateret 23.20.

faktaboks

Ny rekord?

Barack Obama talte i maj i år for 75.000 mennesker i Portland, Oregon. Det er han hidtil største forsamling.

Meget tyder på, at han i dag sætter ny rekord i Berlin.