Obama lancerer redningsplan

14. okt 2008
Den demokratiske præsidentkandidat Barack Obama giver sit bud på, hvordan USA kommer ud af det økonomiske dødvande.

Planen vil give skattefordele til virksomheder, der skaber nye job. Obama vil også komme trængte boligejere til undsætning. "Vi bliver nødt til at lave en økonomisk redningsplan for middelklassen, og vi bliver nødt til at gøre det nu," sagde Barack Obama, da han talte i Toledo i staten Ohio, ifølge AFP. I talen holdt Obama fokus på, hvordan der kan skabes flere jobs i USA. "Vi kan ikke vente med at hjælpe arbejdere, familier og lokalsamfund, der lige nu er dybt bekymret. Dem der ikke ved, om deres job eller pension vil være der i morgen, " sagde han. Konkret vil Obama give en skatterabat på 3.000 dollars, for hvert nyt job en virksomhed skaber i de kommende to år. Amerikanske pensionsopsparere skal, hvis Obama bliver præsident, også have lov til at hæve 10.000 dollars på deres pensionsopsparing uden at betale skat. Ifølge folkene bag Barack Obama vil planen sammen med en række andre initiativer koste næsten 960 mia. kr. over to år. -Newspaq

faktaboks
Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her