Københavns Lufthavns direktør Thomas Woldbye og Tårnbys borgmester Allan S. Andersen er gået sammen om at åbne et rådgivnings- og jobcenter i Københavns Lufthavne. Foto: Københavns Lufthavne

Jobcenter åbner i Københavns Lufthavn

4. jun 2020, 09:44
Lufthavnsansatte og ansatte i flybranchen er hårdt ramt af coronakrisen. For at hjælpe dem er Tårnby Kommune og Københavns Lufthavne CPH gået sammen om at åbne et rådgivnings- og jobcenter i lufthavnen. Centret skal fange de ledige i opsigelsesperioden og hjælpe dem videre i job eller uddannelse.

Københavns Lufthavn er normalt for de rejsende, men snart vil den også være for de arbejdsløse. Tårnby Kommune, som er den kommune, hvor lufthavnen ligger i, er gået sammen med blandt andre Københavns Lufthavne CPH og SAS om at åbne et jobcenter i lufthavnen.

LÆS OGSÅ: Stort selskab fyrer 300 ansatte i Danmark

- Det bliver et rådgivnings- og jobcenter med kommunens jobcenterchef som øverste ansvarlige. Det har ikke en myndighedsopgave, som jobcentre normalt har, så der bliver ikke stillet de sædvanlige krav. Det er meningen, at vi skal fange de ledige i opsigelsesperioden, så de kan få hjælp til at omplaceres eller videreuddannes, sådan at de ikke ender i arbejdsløshed, siger Allan S. Andersen (S), der er borgmester i Tårnby Kommune og en af initiativtagerne til det nye center, til A4 Arbejdsliv.

Tårnby Kommune er en af de kommuner i landet, der er hårdest ramt af coronakrisen, fordi der er mange borgere, der arbejder i lufthavnen eller i virksomheder, der er relaterede til lufthavnen.

- Det drejer sig om mellem 22.000 og 25.000 ansatte, der risikerer at kigge ind i arbejdsløshed. Derfor nedsatte jeg en tænketank, hvor blandt andre direktøren for lufthavnen Thomas Woldbye og direktøren for Scandic, Søren Faerber, er med. Et af initiativerne er det her nye center. Samtidig vil vi opfordre til, at man ikke stopper lønkompensationsaftalen foreløbigt, siger borgmesteren.

Centret står for konkrete beskæftigelsesrettede indsatser for den enkelte opsagte i form af samtaler, kursusforløb, m.v. Indsatsen for de opsagte i virksomhederne i lufthavnen er uanset medarbejderens hjemkommune.

Uddannelse er vigtig

Forhandlingschefen i SAS, Klaus Jørgensen, mener også, at centret vil skabe et stærkt luftfarts-relevant netværk af virksomheder.

Mange virksomheder i lufthavnen har hidtil kunnet undgå afskedigelser, mens andre er blevet tvunget til at tilpasse. For eksempel har Norwegian afskediget 614 medarbejdere. Groundhandleren Menzies har afskediget 155 og sendt 200 hjem uden løn. Mens SAS har varslet afskedigelser af omkring 1.700 medarbejdere i Danmark, skriver Københavns Lufthavne i en pressemeddelelse.

- I SAS arbejder vi tæt sammen med fagforeningerne om at minimere antallet af afskedigelser. Når det alligevel ender med afskedigelser, er det vigtigt at sikre den bedst mulige rådgivning. Her er det virkelig en god ide at placere et center i lufthavnen med målrettet hjælp til SAS' og luftfartens medarbejdere, siger Klaus Jørgensen ifølge en pressemeddelelse fra Københavns Lufthavne. 

A-kasseleder i 3F Kastrup og formand for Arbejdsmarkeds- og Beskæftigelsesudvalget i Tårnby Kommune, Winnie Sørensen (SF), tror også på, at opkvalificering er et af mange midler til at undgå langvarig ledighed.

LÆS OGSÅ: Støttepartier vil give frit lejde til arbejdsløse uden dagpengeret

- Vi skal hjælpe kollegerne og virksomhederne igennem en hård periode og forsøge at bruge krisen til at opkvalificere til fremtiden. Samtidig er det også vigtigt at kunne give målrettet rådgivning til dem, der mister deres job, men forhåbentlig kan vende tilbage, når krisen klinger af, siger hun ifølge pressemeddelelsen.

Det er planen, at jobcentret skal åbne i lufthavnen allerede i juni.