Nye tider: Slut med kage i kaffepausen

4. maj 2013, 15:45
Det er slut med at stikke fingrene i slikskålen, mens vi er på job. Det viser ny undersøgelse. Virksomheders fokus på ernæring og kampagner mod sukker har virket, men der stadig sundhed at hente, mener forskere.

Et dyk ned i skuffen til posen med bolsjer eller kage til kaffen. De søde sager forekommer jævnligt for godt hver anden dansker i job. Det viser en undersøgelse lavet af analysebureauet Wilke for Avisen.dk.

Omvendt svarer knap hver anden i undersøgelsen, at de sjældent eller aldrig rører de søde sager, når de er på job.

Og det er godt nyt for folkesundheden, vurderer professor Bente Klarlund Pedersen. Hun har arbejdet for at forbedre danskernes sundhed i årevis.

Fornuftigt resultat

"Umiddelbart lyder det som om, det ikke står så galt til. Det ser meget fornuftigt ud," siger Bente Klarlund Pedersen, overlæge, dr.med.

Ifølge Bente Klarlund Pedersen hænger et lavere forbrug af slik, kager og sodavand sammen med, at virksomhederne er blevet mere opmærksomme på de ansattes sundhed.

"Jeg ser en trend i, at virksomheder fjerner slikautomaterne og stiller frugt frem. Og når man ikke får smasket sodavand og slik op i øjnene, så får man heller ikke et behov, som man ikke har," siger Bente Klarlund Pedersen.

Vi fristes af synligt slik

For med en slikautomat inden for rækkevidde, vil de fleste fristes, også selvom de lige så godt kunne spise et æble.

"Hvis du sidder i møde, og du ikke engang skal rejse dig for at nå en glasskål fyldt med slik, så guffer du meget mere i dig. Det er der lavet forsøg på," siger Bente Klarlund Pedersen.

En syndig tradition

Underviser i ernæring og sundhed på Professionshøjskolen Metropol, Preben Vestergaard Hansen, peger dog på en enkelt syndig tradition, der skruer op for forbruget af søde sager på arbejdspladserne. Og den tradition skal virksomhederne gøre op med.

"Møderne på jobbet trækker ofte sundheden i den gale retning. Her ser man stadig sodavand, og kager til kaffen, og det ligger rigtigt tungt i maven og gør dig slap. Man må have en politik, der siger, at kager og sodavand ikke er en del af mødeaktiviteten," siger Preben Vestergaard Hansen, kandidat i human ernæring.

Den sunde vej frem

Men selv sundheden bør ifølge Preben Vestergaard Hansen kende sine grænser.

"Man skal ikke give folk håndjern på. Der skal også være noget til dem, der gerne vil fristes af lidt sødt en gang imellem. Man skal ikke over den i grøft, hvor sundhed presses ned oven fra. Man bliver jo ikke syg af at spise en smule slik," siger Preben Vestergaard Hansen

Se om du spiser mere slik end kollegerne

Hvor ofte spiser du sødt (slik/kage) eller drikker sodavand på jobbet?

 

  • Flere gange om dagen 2.1%
  • En gang om dagen 5.7%
  • Et par gange om ugen 27.5%
  • En gang om ugen max 28.5%
  • En gang om måneden 17.9%
  • Næsten aldrig 18.3%

 

Kilde: Wilke, (426 respondenter)