En lovændring gjorde i 2018 op med forældelsesfristen i blandt andet sager om mishandling af børnehjemsbørn. Kort forinden havde en af de såkaldte Godhanvsdrenge, Poul-Erik Rasmussen, tabt en sag om erstatning i landsretten, netop med henvisning til at sagen var forældet.

Tirsdag modtager Godhavsdrengene og andre tidligere børnehjemsbørn en officiel undskyldning fra den danske stat, når statsminister Mette Frederiksen (S) inviterer indenfor på Marienborg.

Men selv om undskyldningen for nogle af børnehjemsbørnene er nok i sig selv, forudser forsvarsadvokat Bjørn Elmquist i Politiken tirsdag, at der vil blive anlagt nye sager om erstatning til blandt andre nogle af de drenge, som var anbragt på børnehjemmet Godhavn, og som der oplevede alvorligt fysisk, psykisk og seksuelt misbrug.

Nyhedsbrevet A4 Morgen
- giver dig overblik

Bjørn Elmquist førte den gamle erstatningssag på vegne af Poul-Erik Rasmussen.

Advokaten fortæller, at flere har henvendt sig til ham og givet udtryk for, at undskyldningen fra statsministeren ikke er punktum i sagen for dem.
- Der er Godhavnsdrenge, for hvem en undskyldning ikke er tilstrækkeligt. De siger, at deres liv er ødelagt. Flere af dem er i dag på førtidspension, og de ser retfærdighed i, at der også skal være en pengeudbetaling, som det for eksempel ses i Norge og Sverige, siger Bjørn Elmquist til Politiken.